Debatindlæg af Tersløsegaard.
Tersløsegaard skal have en ny omfartsvej ud for sin have. Det vedtog Sorø Byråds borgerlige flertal i går efter heftig debat.
”Hærværk!” Sådan kommenterer Flemming Pade, formand for Holberg Museet Tersløsegaard, den ny omfartsvej, der kommer til at spolere det fredelige kulturmiljø i Holberghaven.
Flemming Pade her i selskab med landskabsarkitekt Kirsten Lund-Andersen og dennes datter under et af de endnu uforstyrrede arrangementer i Holbergs Have. Foto: Tersløsegaard.Torsdag aften vedtog Sorø Byråd at anlægge en østlig ekspresvej mellem Dianalund og Tersløse.
Vejen placeres godt 400 meter fra Tersløsegaards have og skal bære tung trafik på tusinder af biler dagligt.
Beslutningen blev trumfet igennem af Byrådets blå flertal mod den røde oppositions stemmer efter en timelang livfuld debat. Vejen koster 47,6 mio. kr. og skal åbnes i 2021.
En ”trafikal mindeplade”
Den ny vej bliver ”Per Hovmands trafikale mindeplade”, anklagede Socialdemokratiets borgmesterkandidat Anne Madsen efter den konservative Per Hovmand, der midt i det hele rejste sig og brølede ”Jeg vil have vejen NU…”, så borgmester Gert Jørgensen (kons) måtte tysse på ham.
Forhenværende politiassistent Hovmand var i 13 år selv borgmester i Dianalund Kommune indtil kommunen opslugtes i Sorø i 2007, og han fortalte, hvordan han siden 2003 har kæmpet for at få anlagt omfartsvejen.
”Nu har storkommunen pengene, så nu skal det være”, fastslog han, ivrigt sekunderet af Venstres Jens Nygaard, der talte om vækst, arbejdspladser, udvikling og bosætning i Dianalund.
Byrådsmedlem Anette Raaschou van der Star (S) påpegede, at det smukke naturområde ud for Tersløsegaards have bliver ødelagt, når man lægger en vej lige igennem. Danmarks Naturfredningsforening har nylig erklæret sin modstand mod vejprojektet med henvisning til skaden på kulturmiljøet ved Tersløsegaard.
Men spørgsmålet om hensyn til kultur og natur blev slet ikke besvaret af flertallet under byrådsmødet. ”De har lagt sig fast på én løsning og det er spildte Guds ord på BalleLars”, sagde Anne Madsen.
Under byrådsmødet blev det i øvrigt fremhævet, at den østlige omfartsvej kun er en halv løsning, idet alle de bilister, som skal mod Kalundborg, stadig skal køre igennem Tersløses landsbygade.
En sydvestlig omfartsvej ville kunne lede al trafik uden om landsbyen og samtidig skåne kulturmiljøet ved Holberg Museet. De røde partier krævede derfor en uddybende undersøgelse af denne mulighed, men det afviste det blå flertal, hvorefter debatten blev lukket med afstemningen: Omfartvejen skal anlægges ud for Holbergs have.