De næste – heldigvis – mange uger, vil Jakob Spliid, Venstres borgmesterkandidat, hver uge præsentere Venstres kandidater til kommunalvalget til november, i den rækkefølge de er placeret på Venstres liste.
Vi starter med nr. 2 på listen: Anne Grethe Thede, som selv giver nedenstående præsentation:
“Jeg er Anne Grethe, gift og i min bedste alder. Jeg er af mange her i kommunen kendt som gymnastiktræneren i Lynge-Broby IF, hvor jeg har været fast del af instruktørtruppen og bestyrelsen i mange år.
Jeg er mor til tre – tre skønne unge mennesker, der da de var små havde de helt optimale rammer for sundhed og trivsel i dagtilbud, skole og foreningslivet, der var den gang plads og kvalitet. Det var de rammer, de tilbud og den skønne natur vi købte ind i, da vi flyttede til Stenstrup ved Sorø for godt 22 år siden.
Samme rammer der nu er så pressede, at de flyder over, så børn, unge og ældre står i kø alle vegne.
Jeg finder det ærgerligt, at vi ikke her i kommunen er modige nok til at træde et skridt tilbage og prioritere den forebyggende sundhed.
Vi ser en samfundsudvikling omkring os der kalder på helt andre rammer og visioner end tidligere, men vi ændrer ikke på det. Vi skubber udfordringerne foran os og lukker øjnene for demografi, prognoser og den virkelighed vi er i.
Det er den virkelighed jeg arbejder og bevæger mig i – hver dag.
Med afsæt i min sundhedsfaglige baggrund som sygeplejerske og sundhedsplejerske vil jeg kæmpe for det forebyggende og sundhedsfremmende og det i alle de livsfaser vi befinder os i: Før livet starter, som barn, ung, forældre, ægte voksen og som ældre med den forlængede position det nu er vi skal være der i.
Jeg ønsker at kultur, fritid og foreningslivet får den guldstatus, det har fortjent. Vi tillægger så meget ansvar og ønske til foreningslivet. Vi ønsker foreningerne skal steppe ind i at løfte samfunds- og sundhedsdagsordener for alle borgere og det forventer vi uden at tilføje energi, ressourcer og økonomi til de frivillige.
Vi skal lade de frivillige være frivillige – fjerne bureaukrati og bøvl og lade de frivillige gøre det de elsker at gøre, der hvor de gerne vil gøre det og så nyde alle de stærke effekter det kan have”.
Læs mere om Venstre i Sorø h er:
Forside – Venstre i Sorø Kommune
