Sorø Kommune har lejet Ankerhus og gør klar til, at der kan flytte ukrainere ind på området.

På Ankerhus skal der indrettes 25 værelser til ukrainere i de eksisterende bygninger. Otte værelser er i forvejen delvist møbleret, så disse gør Sorø Kommunes Nytteindsats klar til snarlig indflytning.

Med fælles hjælp
Sorø Kommune beder foreninger, organisationer, virksomheder og borgere om at være med til at indrette de øvrige 17 værelser såvel som fællesarealerne.

Røde Kors Sorø har allerede meldt ind, at de gerne vil indrette 3 af værelserne. Dansk Flygtningehjælp ser frem til at kunne holde sprogcafé og andet på området. Sorø Frivilligcenter bakker op om samarbejdet og vil bruge deres netværk til at bidrage.

Informationsmøde
Tirsdag d. 14. juni kl. 17.00 til 18.30 afholdes informationsmøde på Ankerhus.

Her vil Sorø Kommune fortælle om planerne for Ankerhus og det vil være muligt at aftale, hvad man gerne vil bidrage med.

Det kan være:
• Møbler
• Indretning af køkkenet
• Ting til fritid og udendørs – cykler, barnevogne, legetøj
• Aktiviteter – inde i fællesområderne, udendørs aktiviteter

Da de frivillige organisationer tidligere har oplevet at blive overvældet af interessen for at bidrage med møbler, legetøj og andet, vil man ikke kunne aflevere ting til informationsaftenen.

Der vil senere blive lejlighed til at aflevere bidrag på Ankerhus.

Hvis man vil aflevere møbler eller andet på Ankerhus skal man skrive til Nytteindsatsen på mail nytteindsats@soroe.dk om hvad man gerne vil bidrage med.

Foto: ABW