Under overskriften ‘Husk mig’ går hundredvis af mennesker på gaden lørdag d. 19. september til Alzheimerforeningens landsindsamling for at samle ind til fordel for de op mod 90.000 mennesker, der lever med en alvorlig demenssygdom og de ca. 400.000 pårørende, der står lige ved siden af. Rundt om i hele landet vil frivillige ildsjæle være på gaden for at samle ind, men der er brug for indsamlere i Sorø. Derfor opfordrer Alzheimerforeningen nu lokale borgere til at melde sig.

Coronakrisen ramte hårdt

Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom, som er en af de mest frygtede og opslidende sygdomme i Danmark. Især under coronaepidemien, hvor plejehjemmene lukkede for besøg og dagtilbud for hjemmeboende med demens blev begrænset til et minimum. Over halvdelen af de pårørende meddeler, at de er alvorligt bekymrede for, hvad isolation og nedlukningen har haft af konsekvenser for deres kæres mentale og fysiske helbred. Det viser en ny undersøgelse, Alzheimerforeningen har foretaget.

– Demens rammer hårdt. Når et menneske får demens, bliver hele familien ramt. Mange oplever at hverdagen splintres i tusinde stykker, når man ser sin nærmeste langsomt forsvinde ind i glemslen. Den følelse er kun blevet forstærket under coronaepidemien, hvor hverdagens trygge rutiner er blevet overladt til uvished om fremtiden. I den forbindelse har vi oplevet en firdobling af henvendelser til vores Demenslinie fra frustrerede pårørende og mennesker med demens. Men der er håb, for det er muligt at leve et godt liv med demens – det kræver blot den rette støtte og forståelse. Derfor er der mere end nogensinde brug for den støtte, som landsindsamlingen er vi med til at sikre, siger direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen.

Alzheimerforeningen opfordrer til, at så mange som muligt melder sig og bruger et par timer lørdag d. 19. september. Tilmeld dig på www.huskedagen.dk.

Fakta om demens:
I Danmark lever op 85-90.000 mennesker med en demenssygdom
Heraf har ca. 45.000 Alzheimers sygdom
Hver dag rammes 40-45 mennesker af demens i Danmark
I 2040 forventes antallet af mennesker med demens at vokse til 150.000
Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom.

Om Huskedagen 19. september:
Tid: kl. 11:00-14:00
Sted: Over hele landet.
Se hvordan du melder dig som indsamler på www.huskedagen.dk

Pressefoto