PRESSEMEDDELELSE
Alt udsolgt ved Sorø Regattaen og NM – kun få ledige pladser!
Ved tilmeldingsfristens udløb torsdag var der tilmeldt 841 hold i de 77 udskrevne løb i næste weekends 84. Sorø Regatta og Nordiske Mesterskaber. Det giver et gennemsnit på 10,9 hold pr. løb – en
markant stigning i forhold til 2010, hvor gennemsnittet var 9.04 hold pr. løb og året før 8.36 hold pr. løb.
To løb udgår, idet der ingen tilmeldinger er og i tre løb er der kun et hold anmeldt, hvilket rammer værtsklubben, idet Sorøs dame otter er alene anmeldt begge dage, mens Sorøs toer i junior A med Jacob Dahlerup og Lars Erik Graudal er alene anmeldt søndag i revancheløbet fra det nordiske mesterskab om lørdagen, hvor 3 hold kæmper om NM.
En glad Merete Leisted Busk, formand for Sorø Roklub og medlem af regattaudvalget, fortæller, at regattaen nu er nået absolut maksimum med hensyn til gennemførelse over to dage. Indledende løb starter lørdag og søndag kl. 6.30, hvilket medfører at officials og medarbejdere på regattakontoret starter morgenmøde allerede kl. 5.00.
Der er roning på Sorø sø indtil kl. 19.30 lørdag med to timers frokostpause, som er nødvendig i henhold til reglementet for tid mellem indledende løb og finaler – hertil kommer at gæster, officials og medarbejdere også skal have noget at spise midt på dagen – for at have energi til arbejdet på og omkring søen under de mange løb. Starten går hvert 4 minut – og der startes ved Bøgholm (2000 meter), ved Sivøerne (1500 meter), ved Søgade (1000 meter) ved Kajakklubben (500 meter) og 250 meter for mål på Skjolden.
Det er muligt for publikum at følge de mange løb fra Kinahøjen mod syd til målstregen mod nord ved Skjolden.
Merete Leisted Busk fortæller endvidere at de næste dage vil gå med at pusle lidt mere med regattaens tidsplan – måske kan der hentes nogle minutter hist og her, således at regattaen kan blive lidt kortere. Måske kan der ændres i reglerne for afviklingen af NM løbene, således at disse løb bliver mindre tidskrævende – som det er nu skal der i rigtig mange af disse løb roes både indledende, opsamling, semifinaler og finaler. Det skyldes de mange tilmeldinger i løbene.
De første bådtrailere ventes til område allerede onsdag i den kommende uge – og herefter indtager roerne, trænerne og hjælpere, familier området med deres medbragte telte og campingvogne og det vil summe af liv til sent søndag aften.
Når regattaen er afsluttet, baneanlæg med startbro, broer, dommertårn med videre er bragt i land igen, har regattaudvalget en udfordring med hensyn til evaluering og planlægning af kommende års Sorø Regatta. Skal der skæres yderligere i løbsudbuddet eller skal fredag eftermiddag / aften tages i brug til indledende løb? Alle danske regattaer kigger med misundeligt på, at Sorø Regattaen er tæt på at blive kvalt i sin egen succes. Succeen skyldes, at det er de rigtige løb regattaen tilbyder samt at kaproningen foregår på det helt rigtige tidspunkt i sæsonen, at den roes på ”Nordens bedste rofar-vand” i naturskønne omgivelser 5 minutters gang fra Sorø By med handelsliv og masser af historiske bygninger.