Lørdag aften den 26. oktober var det lidt triste efterårsvejr glemt for nogle timer.
I Alsted forsamlingshus var der dækket op til dejlig sydlandsk stemning med en kok i festhumør og hans fantastiske team af dygtige frivillige folk til at servicere, og i det hele taget sørge for at alle gæsterne kunne nyde en menu, bestående af udelukkende originale italienske retter – selvfølgelig ledsaget af italienske vine, nøje afstemt til de enkelte retter.
Bordene var dækket med ternede duge, og vasketøjet hang og blafrede over hele selskabet. Der var levende lys i de stearindryppede flasker, og man følte sig hensat til en lun sommeraften i et af Napoli’s mere listige kvarterer.
For blot at nævne nogle af retterne, Antipasta, Vitello de tonnato, Pasta med pesto og selvfølgelig lækker Tiramisu kage til kaffen. På dansk, Pasta, italiensk pølse, parmaskinke, melonsalat grillet kalvekød, svampesauce, ovnbagte grønsager og så videre. Ingen behøvede at gå sultne eller tørstige fra Alsted Ristorante og Trattoria.