34 studerende og nye kandidater deltog i Sorø Erhvervs virksomhedsbesøg hos blandt andre Hørkram, VKST og Kongskilde Industries. Det skete som led i projekt Vækst via viden.
Potentialet er stort, hvis nyuddannede akademikere og lokale små og mellemstore virksomheder kan finde hinanden og udnytte hinandens kompetencer. Undersøgelser viser, at mindre virksomheder, som ansætter deres første akademiker, oplever vækst. Og for de nyuddannede kan et job i en mindre virksomhed være en genvej til ansvar og udfordringer, som man skal vente længere på i de større virksomheder.
Men der er også barrierer. Første hurdle er, hvordan de to parter overhovedet skal få øjnene op for hinanden og hinandens kvaliteter. Dét er omdrejningspunktet for projektet Vækst via viden, som Sorø Erhverv arbejder med. Og netop det personlige møde er afgørende, siger Laila B. Carlsen, erhvervschef i Sorø Kommune.
”De skal møde hinanden, ansigt til ansigt, så de får en fornemmelse af, hvad hinanden har at byde på. Derfor arrangerer vi virksomhedsbesøg og inviterer til fælles arrangementer for de to grupper. De har så meget at give hinanden – de skal bare have øjnene op for potentialet og måske et venligt puf på vejen dertil,” siger hun.
Flere jobmuligheder
Og mødet med de lokale virksomheder gav de studerende et bredere blik på, hvor de kan søge job.
Rikke Jørgensen læser professionsbachelor i jordbrug på Zealand. For hende var især besøget på VKST en øjenåbner. ”Jeg har tidligere forestillet mig, at jeg især kunne få job i en kommune eller en styrelse, men nu ved jeg, at der også er andre, som tilbyder landbrugsrådgivning i forhold til natur, som er det, jeg specialiserer mig inden for.”
Morten Rughave har netop afsluttet sin kandidat i arbejdslivsstudier og virksomhedsstudier fra RUC. For ham var der især god inspiration i mødet med Hørkram og Kongskilde Industries. Han siger: ”Mindre virksomheder har typisk ikke en HR-funktion og vil måske have godt af at arbejde mere struktureret med deres arbejdsmiljø. Det ville jeg kunne bidrage med. Jeg synes, at dagen gav et godt indtryk af, hvad Sorø kan tilbyde.”
Monopol-Mads fandt svar på dilemmaer
Efter virksomhedsbesøget mødtes de studerende med ca. 30 virksomhedsrepræsentanter og oplevede ”Mads og Videnspanelet” tage væsentlige dilemmaer under kærlig behandling.
”Hvor lang transporttid må man forberede sig på som nyuddannet?”, ”Hvad skal der til, for at en højtuddannet medarbejder kan give ’fuld valuta’ i en mindre virksomhed?” var emner, som blev debatteret, og både virksomheder og studerende gik fra dagen med en oplevelse af at have nærmet sig hinanden og fået en større forståelse for, hvor barriererne kan være, og hvordan man kan overkomme dem.
Fakta
Sorø Erhvervs arrangement Mads og Videnspanelet fandt sted den 3. april 2019.