Indlæg af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem for Enhedslisten i Sorø.
I en periode, hvor Danmark har et kæmpe overskud; både på de offentlige finanser og på betalingsbalancen, arbejdes der med et serviceloft på den kommunale økonomi, hvor rammen bliver stadigt mindre. Det skyldes i meget høj grad den såkaldte budgetlov, der blandt andet er årsagen til, at der i perioden 2016-2019 skal fjernes over 7 mia. fra kommunernes budgetter, gennem det, der på politikersprog kaldes omprioriteringsbidraget, der blev vedtaget af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative, mens Socialdemokraterne og De Radikale stemte blankt.
Baggrunden er et neoliberalistisk princip om, at den offentlige sektor ikke må blive større. Konsekvensen er minusvækst, da de sociale udgifter vokser.
Resultatet er, at besparelser og nedskæringer gennemsyrer vores velfærd. Budgetloven er implementeringen af EU’s finanspagt som et flertal i folketinget (S, R, SF, V, K) i 2012 valgte at tilslutte sig, på trods af, at et flertal af befolkningen valgte, at Danmark skal stå udenfor.
Konsekvensen er blandt andet indførelsen af 2 % besparelserne, der for eksempel rammer universiteterne efter grønhøstermetoden, hvor alle områder beskæres foreløbigt i perioden 2016 til 2022.
Det er ren New Public Management og regneark styring. Ord som rationalisering og effektivisering dækker over den samme sparetankegang, der som hovedregel finder sit ophav i konsulentfirmaer som Mckinsey.
Firmaer, der har tjent formuer på at afvikle den offentlige sektor ud fra en primitiv, kortsigtet økonomisk styring, hvor målet alene er, at kunne fortælle, at budgettet holdt, og at regnskabet gik op i år.
Det er ikke ansvarlig politik, og i Sorø kan vi se, at det blot betyder, at stadigt flere udgifter skubbes foran, og at omkostningerne af velfærdsforringelserne er enorme.
Nedslidning af skoler, daginstitutioner, sygehuse og personalet, der dagligt slider for at få enderne til at mødes, imens der bliver længere og længere mellem enderne.
Ungdommen presses, og skal så hurtigt igennem livet, og hele tiden tilpasse sig erhvervslivets behov, at alt for mange får fysiske og psykiske skader. Men det kan ikke ses i regneark, og så tæller det ikke. Det sprog, der tales, handler alene om kroner og ører.
Især de mest udsatte borgere mødes af et socialt system, der er baseret på neoliberalismens grundtanker, der i høj grad handler om mistillid. Ordet incitament er kun et spørgsmål om, hvor hårdt pisken rammer.
Vi har brug for et paradigmeskifte, så den offentlige sektor ses som en del af det, der giver vores samfund værdi, for et opgør med den regnearkstænkning, der har smadret skattesystemet og kostet så dyrt for det velfærdssamfund, der engang gjorde Danmark til en af de mest lige og rige samfund i verden. Vi har brug for et opgør med finanspagten og budgetloven!
