Et forsøg med at genanvende eternit uden asbest er ført til, at AffaldPlus vandt en fornem pris til Brancheforeningen Cirkulærs årsmøde i Aarhus. Forsøget har været så succesfuldt, at det nu implementeres på AffaldPlus’ otte største genbrugspladser.

Nogle gange lønner det sig at turde udfordre ”det-vi-plejer”. I går vandt det Syd-og Vestsjællandske affaldsselskab, AffaldPlus, nemlig Verdensmålsprisen for deres forsøg med genanvendelse af eternit. Forsøget har medført, at AffaldPlus i 2023 kunne sende over 50 tons asbestfri eternit til genanvendelse hos den lokale virksomhed Recycon Recycling A/S, som fremstiller betonelementer.

For der er ingen tvivl om, at asbestfibre er yderst sundhedsskadelige – dét er alle eksperter enige om, og netop derfor har AffaldPlus tidligere behandlet eternit efter devicen ”Better safe than sorry” og sendt al indleveret eternit ’Til nedgravning’. Forsøget har dog vist, at både kunder og genbrugsvejlederne hos AffaldPlus har ganske godt styr på, hvad der er go eller no go i de respektive eternitcontainere, som er blevet sat op i forbindelse med forsøget, som har kørt på Næstved og Ringsted Genbrugspladser.

”Det er gået over al forventning, og det er takket være vores kunder, dygtige medarbejdere og samarbejdspartner Recycon Recycling A/S. Det er altid en stor glæde, når vi finder nye veje til at øge genanvendelsen og genbrug – men det er selvfølgelig ekstra sjovt, når det udløser en pris. Men faktum er, at det er helt nødvendigt, at vi tør gå nye veje, hvis vi skal i mål med en mere bæredygtig fremtid,” siger direktør i AffaldPlus, Rikke Saltoft.

Forsøget har været så stor en succes, at ordningen pr. 1. maj 2024 er blevet gjort permanent og implementeret på AffaldPlus’ otte største genbrugspladser (Haslev, Korsør, Næstved, Ringsted, Rønnede, Slagelse, Sorø og Vordingborg), hvor der er opsat specifikke containere til indsamling af eternitplader produceret efter 1988.

For at aflevere eternit i containeren skal man kunne dokumentere, at materialet IKKE indeholder asbest. Kan man det, kan materialet afleveres helt uden indpakning og mængdebegrænsning. Affaldet bliver herefter sendt til Recycon Recycling A/S, som analyserer eternittens renhed med jævne mellemrum. Indtil videre har forsøgslæs været af så god en kvalitet, at eternitten kan genanvendes og bruges som erstatning for sand og grus, når der skal laves ny beton. Der kan også fremstilles produkter af ren eternit som fx trafikchikaner.

Verdensmålsprisen uddeles hvert år på årsmødet. AffaldPlus har været nomineret til prisen to gange tidligere, men dette er første gang, at de løber med prisen.

BOX: Produktionen af eternitplader med asbest ophørte i 1988.

  • Eternitplader uden asbest har kunnet købes siden 1984. Det antages derfor, at eternittagplader produceret før 1984 med sikkerhed indeholder asbest.
  • Eternittagplader produceret i perioden 1984-1988 kan indeholde asbest.
  • Eternittagplader produceret efter 1988 indeholder ikke asbest.

Videnscentret Bolius har på deres hjemmeside en uddybende artikel om asbest i boligen – læs den her

BOX: Sådan kender du forskel
Det kan aflæses på eternitpladerne, om de indeholder asbest. På pladerne er der nemlig påtrykt et nummer på 5-10 cifre.

  • Er der otte cifre i nummeret, og starter det med  4 eller 5?  Så er det ikke asbest.
  • Har du dokumentation for, at materialer er produceret efter 1988? Så er det ikke asbest

Men…

  • Har nummeret 5 eller seks cifre og starter det med 0, 1, 3, 5, 6 eller 7. Så indeholder de asbest.
  • Kan du ikke finde et nummer? Så skal du antage, at der er asbest i.
Pressefoto