Fra 15. januar 2023 bliver priserne for flextur og plustur ændret. Priserne har været holdt på samme niveau siden 2015.

Fra 15. januar 2023 regulerer Movia priserne for flextur og plustur, så priserne fremover følger prisændringerne i den øvrige kollektive transport. Priserne i flextur og plustur har ikke været reguleret siden 2015. Fremover vil priserne reguleres på samme måde som priserne i bus, tog og metro og underlægges samme prisloft, som Trafikstyrelsen hvert år fastlægger for den øvrige kollektive transport.

Det betyder, at priserne på flextur – grundtakst, kommunetakst, bytakst og kilometertakst – samt plustur stiger pr. 15. januar 2023.

De fleste flexture er korte. Helt konkret betyder det for eksempel, at telefonbestilte flexture fra 0-10 km i en kommune med grundtakst vil koste 5 kr. ekstra og stige fra 36 kr. til 41 kr. En telefonbestilt tur på 13 km i samme kommune vil stige med 8 kr. fra 54 kr. til 62 kr. Og den længere tur på 23 km stiger med 24 kr. fra 156 til 180 kr.

Prisen for plustur stiger med 3 kroner fra 21 kr. til 24 kr.

Se de nye priser for flextur pr. 15. januar 2023 her

 

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen