SøsterLogen 79 Duen i Sorø afholder koncert med Peter Abrahamsen søndag den 28. oktober 2012 kl. 14.30 i multisalen på Ankerhus. Alt overskud går ubeskåret til velgørenhed og humanitært arbejde.
Billetter kan købes i Sorø Turistkontor, SuperBrugsen og Superbest. Billetpris kr. 125 kr.
Allerede i 1958 debuterede den 16-årige Peter Abrahamsen med Won’t you wear my ring, dengang under navnet Peter Abrams i selskab med bl.a. guitaristerne Jørn Graungård og Jørgen Ingemann. Som Peter Abrams indspillede han Danmarks første musikvideo ”Lonesome Fella”, som blev instrueret af den dengang unge, talentfulde filmmand Flemming LaCour og med deltagelse af bl.a. den daværende korsanger, senere radiovært Nete Schreiner. Han var medstifter og redaktør af musikbladet Hit, men valgte at tage en reklameuddannelse og siden dukke op som folkemusikklubvært, manager og musikproducer for andre.
I en længere årrække drev han sit eget musikbureau og pladeselskab Abracadabra fra Larsbjørnsstræde i hjertet af København og hjalp helt unge kunsterne frem i lyset så som Shit og Chanel, Knud Christensen, bedre kendt som Sebastian, Pia Raug og Erik Grip. Det var også her, den første Svantes viser med Benny Andersen og Povl Dissing så dagens lys.
Sideløbende har Peter arbejdet for Danmarks Radio, hvor han både var vært på P3 morgen- og natradio og på giro 413, samt tilrettelagt en række countrymusikprogrammer i TV og radio og endelig arbejdet ed et ugentligt program med nordisk musik.
At være nået til at holde et 50 års jubilæum betyder ikke, at man er blevet til en museumsgenstand: Peter er fortsat meget aktiv som udøvende kunstner. Han har i den senere tid valgt at give nyt liv til den danske sangskat og har blandt andet fornyet den danske sømandssang med markante indspilninger af Hils fra mig derhjemme, Anne Mari’, Den er fin med kompasset og andre hjemlængsel sange. Hans forkærlighed for country fornægter sig ikke, og i de senere år er hans musik tillige blevet inspireret af cajunmusikken.