Tersløsegaards sæsonprogram 2019 er netop udkommet på en god gammeldags plakat med oplysning om alle sommerens arrangementer på Ludvig Holberg Museet fra åbningen søndag den 2. juni til afslutningen den 8. september.
Tersløsegaard tilbyder at levere plakaten hos dig kvit og frit – så længe lager haves. Bare skriv en mail med navn og postadresse til post@tersloesegaard.dk, så sender de en plakat.
Sommeren på Tersløsegaard indledes med Holbergs komedie ”Barselsstuen”, som opføres af Sorø Amatør Teater den 2. juni. Allerede to dage senere, tirsdag den 4. juni, holder museet natåbent kl. 19-23 med servering og en holbergsk solooptræden af skuespilleren Henrik Jandorf. Sankt Hans aften den 23. juni er der som traditionen byder stort bål på plænen foran herregården. Derefter følger med et par ugers mellemrum fem søndagsarrangementer. Der kommer to koncerter, både jazz og klassisk musik, to foredrag om Holbergs bøger og søndag den 25. august Holbergdagen med besøg af personligheder fra litteraturens parnas.
Sæsonprogrammet kan i detaljer læses på hjemmesiden www.tersloesegaard.dk. Alle arrangementer er planlagte til at finde sted i den store Holberghave, hvor der er god plads. Her opstilles også en stort telt, hvor der kan søges ly og læ (desuden tilbydes salg af vådt og tørt fra teltet). Men den danske sommer kan drille så voldsomt (hagl, styrtregn, stormende kuling), at enkelte arrangementer tvinges ind i Holbergs stuer. Der er pladsen begrænset til et halvt hundrede gæster. Reservation af plads kan ske ved at sende en mail til post@tersloesegaard.dk eller ringe til tlf. 7446 6770.
HolbergMuseets faste udstilling er hele sæsonen åben hver lørdag og søndag kl. 12-16.