1. december sælges de første 500 billetter til næste års Fest i Parken til en stærkt reduceret forsalgspris.
Den 20. juni 2020 vil Parnas Natur & Aktivitetspark i Sorø igen blive centrum for festivalstemning, lækker mad og gode musikoplevelser i smukke omgivelser. Det sker når Fest i Parken atter løber af stablen.
Fra 1. december kan publikum sikre sig en billet til næste års store Sorø-fest. Her går forsalget til Fest i Parken 2020 nemlig i gang. De første 500 billetter udbydes til en stærkt reduceret forsalgspris på 250 kr., og herefter sælges billetterne til normalprisen på 400 kr. Fra 15. juni og i døren koster billetten 500 kr.
Hvis man vil sikre sig en billet til forsalgspris, skal man være hurtigt ude. Det fortæller Sofie Due Jørgensen fra Parnas Natur & Aktivitetspark, der er initiativtager til Fest i Parken:
“Sidste år havde vi 200 billetter i forsalg, og de blev solgt på 8 minutter. I år har vi derfor valgt at tilbyde 500 billetter i forslag. Samtidig håber vi, at vi med forsalget kan sætte fokus på næste års Fest i Parken, som årets lokale julegaveidé.”
Programmet afsløres i løbet af vinteren
Årets Fest i Parken var en stor succes, hvor hele Sorø festede sammen. Den lokale opbakning til arrangementet har været massiv, og arrangørerne bag er derfor allerede i gang med at sikre, at næste års festival lever op til forventningerne.
“Vi udvikler løbende vores koncept, og vi glæder os meget til at løfte sløret for næste års program. Samtidig arbejder vi for at øge samarbejdet med en masse lokale ildsjæle, så Fest i Parken bidrager endnu mere til fællesskabsfølelsen i lokalområdet,” siger Sofie Due Jørgensen.
Udover god musik fra nogle af Danmarks bedste musikere og lækre madoplevelser vil næste års Fest i Parken også byde på et eksklusivt VIP-telt og en række andre nyskabelser.
Årets musiknavne og de nye tiltag afsløres løbende i løbet af vinteren og foråret på Fest i Parkens hjemmeside og Facebook.
Forslaget starter 1. december. Billetter kan købes her.