Grundlovsdag slog Tersløsegaard traditionen tro dørene op for årets nye sæson. Eftermiddagen bød bl.a. på tale af sognepræst Kristian Østergaard i den smukke have og ikke mindst på præsentationen af en ny beboer på Tersløsegård – en bronzeret gipsafstøbning af Ludvig Holberg.
Holberg-figuren blev skabt i 1870 af billedhuggeren Theobald Stein som forlæg for den større statue, der fem år senere blev opstillet foran Det Kongelige Teater.
Gipsmodellen blev oprindeligt købt af Soransk samfund, der forærede den til Sorø Akademi. Her var den først at finde i akademiets festsal og senere i madsalen, hvor den dog ikke stod optimalt – bl.a. fik figuren skubbet foden af ogtilmed smurt rødbedesaft ud over sig.
Efter opholdet i madsalen led figuren den kranke skæbne at blive forvist til akademiets gemmer i omkring 30 år, indtil det tilfældigt kom medlem af bestyrelsen, Susanne Søhuus, for øre.
Det var naturligvis ikke figuren værdigt, og efter en restaurering er figuren nu udlånt på ubestemt tid til Tersløsegaard, hvor du kan finde ham i gårdens stue.