Efterårskoncerten i Alsted kirke den 11. oktober var en fortælling i ord og lyd, om da The Beatles kom til Alsted. På musikalsk vis blev den fiktive historie fortalt, om hvordan The Beatles, i deres meget tidlige dage, gæstede Alsted, på jagt efter en musikant som skulle kunne håndtere en spade.

Det job mente man da godt at bondemand Jens Hansen kunne klare, refererer Margit Nielsen og fortsætter:

Og så kørte historien ellers lystigt derudad. Vi blev tilhørere til en sjov historie, som skiftede mellem oplæsning og skønne melodier fra The Beatles brede repertoire. Det var numre som ”She loves you”, ”In my life”, ”I am the Walrus”, “Strawberry fields forever”, for bare at nævne nogle, og ikke mindst den meget smukke ”While my guitar gently weeps”, som, til forskel for alle de øvrige numre som er skrevet af Lennon/McCartney, er skrevet af George Harrison. Sidste sang på listen bragte os tilbage til virkeligheden i Alsted, med folkemelodien ”Jens Hansen havde en bondegård”. Publikum lyttede, sang, og mange mindedes sikkert deres unge dage.

Poul Malthe og Johnna Kristensen læser op, mens Clara Poulsen og Lars Klit i baggrunden gør sig klar til at fyre den næste melodi af.

 

Der blev gået til den med Poul og Lars på ”spader” og Clara på klaver. Det var graver- og kirkesanger ved Alsted kirke, Poul Malthe, som havde skrevet historien og tilrettelagt det musikalske. Selve fremførelsen blev udført af: Lars Klit på guitar, Clara Poulsen; klaver og sang, Johnna Kristensen; oplæsning og Poul Malthe; oplæsning, guitar/spade og sang.
Aftenen startede med en fællessang; ”Spænd over os dit himmelsejl” fra 1988, med tekst af Leif Rasmussen og melodi af Hans Holm. Som ekstranummer fik vi ”Hey Jude”, hvorefter menighedsrådet bød på lidt godt til halsen ude i våbenhuset.