En lille en efter fyraften. Det er det ny tilbud fra Butler Vin i Vestergade, som nu introducerer ”fyraftens smagninger”. Man lægger ud onsdag den 24. oktober kl. 19- 20 med Single Malt Whisky.
Meningen er, at onsdage skal være en anderledes aften, siger forretningens indehaver Mona Langvad, som vil holde åbent til kl. 21 hver onsdag aften. ”Så kan man både nå hjem fra arbejdet, få spist, og lavet lektier med børnene,” påpeger hun. Hendes mand Henrik vil om onsdagen køre fra sin forretning på Østerbro i København og være klar i Sorø med smagning af 4 glas fra kl. 19 og en times tid frem. Det bliver whisky, rom mm. Emnerne vil være at finde på butlervin.dk eller facebook og der vil være skilte ude på fortovet. Pris for smagning vil være 100,- kr.
Foruden smagningerne skal butikkens kunder i ro og mag kunne få inspiration til årets julegaver. Firmaer har også mulighed for sammen med Mona Langvad at lave forslag til årets julekurve/ginpakker mm.
”Vi har også tænkt at man kan få lavet sin personlige ønskeseddel som ligger i kopi her i forretningen, således at ens familie har nemmere ved at købe lige præcis den yndlings whisky, eller hvad det måtte være, til en selv,” fortæller Mona og tilføjer:
”Hen ad vejen vil der dukke julekalendere op med portvin, som lander i uge 44. Rom, whisky og gin kalendere er også bestilt. Priserne er 599,- og kan bestilles allerede nu hvis man vil være sikker på at få en. Sidste år gik det pludselig stærkt og flere måtte gå forgæves.”