Af Kåre Spliid, kandidat til Sorø Kommunalbestyrelse og Region Øst for Venstre
Skal Sorø kommune forsat have liv på landet og være en erhvervsvenlig kommune? Det blev jeg desværre i tvivl om efter at have fulgt det sidste kommunalbestyrelsesmøde den 28. januar. Her havde Venstres medlem i Natur Teknik og Plan-udvalget, Jakob Spliid, begæret en sag i kommunalbestyrelsen ”pkt. 679 ”afslag på indretning af kloakvirksomhed på Løvegårdsvej 2, 4180 Sorø”, da Venstre var det eneste parti der stemte for en godkendelse i udvalget.
Meget bedre gik det desværre ikke i kommunalbestyrelsen, hvor Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og meget overraskende Konservative stemte for et afslag. Sagen handler om en entreprenør, der ønsker at få lov til at holde sine maskiner inde i det aflukkede 400m2 store maskinhus, når de ikke er ude på opgaver, samt have grus og sten bag bygningen. Dette var ansøger dog klar til at droppe, hvis han i det mindste selv måtte bestemme, hvad han satte ind i sin bygning. Ejeren af ejendommen har for nyligt erhvervet den gamle misligholdte gård, som i en årrække før i tiden også har fungeret som friskole. Endelig kom der nye ejere, der påbegyndte forskønnelse og oprydning af stedet, herunder opførsel af nyt stuehus.
Socialdemokratiet gad ikke engang argumentere for sit afslag, men stemte det blot ned. Konservatives argumenter var nu heller ikke eksisterende, hvor man nævnte en fredning og greb ud efter parolen om, at vi skal sikre Sorøs natur kultur og historie – i min verden et meget malplaceret argument. Den nævnte fredning er et lille hjørne på den mark, der hører til ejendommen langt væk fra bygningsmassen. Med over 400 meter til de nærmeste naboer, som i øvrigt er landbrugsejendomme med dertilhørende maskiner og oplag, virker placeringen i min verden ellers perfekt.
Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal risikere at skræmme en virksomhed og dens 11 ansatte ud af Sorø kommune med erhvervsfjendske afslag, samt sende et signal til mulige nye virksomheder om, at Sorø kommune ikke ønsker erhvervslivet ordentlige betingelser? Jeg og Venstre i Sorø arbejder for en mere erhvervsvenlig kommune – og første skridt må være ikke at skræmme de eksisterende virksomheder væk.
Tak til Nye Borgerlige, Radikale Venstre og Moderaterne som ligeledes forsøgte at argumentere for en godkendelse.