Sorø midtby bliver i vinterferien centrum for en række spændende, kreative aktiviteter for børnefamilier. Sorø Bibliotek, Sorø Museum og Sorø Kunstmuseum (aka ”De Tre på Stribe”) byder indenfor til inspirerende værksteder, teater og brætspil, hvor børn og forældre sammen kan udforske kreativitet, sanser og nysgerrighed.
Slip kreativiteten fri
De tre kulturinstitutioner i Storgade tilbyder i vinterferien arrangementer og værksteder der lægger op til at deltage aktivt og slippe sin egen kreativitet og nysgerrighed fri.
På Sorø Museum kan man lave flotte æsker i decoupage til at gemme minder i og man kan opleve dukketeater. Sorø Bibliotek inviterer indenfor til brætspil for hele familien hvor der introduceres nye spændende spil, og på Sorø Kunstmuseum kan man afprøve forskellige maleteknikker, inspireret af udstillingen ‘Inge Ellegaard Billeddomino.’
Vinterferien giver tid til fordybelse
Arrangørerne har et brændende ønske om at børnefamilierne oplever tilbuddene i vinterferien som en invitation til fordybelse og nærvær.
”Selvom vi repræsenterer tre forskellige kulturinstitutioner, har vi det til fælles at vi altid ønsker at fremme fordybelse, kreativitet og historiefortælling. Og derfor glæder vi os altid over at opleve det der sker i ferierne når tempoet er nede og børn og forældre har tid sammen. Det er fantastisk at se hvordan kreativiteten blomstrer, hvordan børn og forældre sammen fordyber sig og hvordan der opstår et fællesskab gennem aktiviteterne. Vi håber at rigtig mange vil pakke en god portion nysgerrighed og kaste sig ud i alt det vi har forberedt”, fortæller kulturformidler David Nejrup.
Program for aktiviteterne i vinterferien
Arrangementerne i vinterferien finder sted i uge 7 og man kan finde information om tidspunkter, entré og tilmelding på kulturinstitutionernes egne hjemmesider.
Programmet er som følger:
– Lav æske i decoupage til at gemme minder i på Sorø Museum d. 11. februar
– Vinterferie for børn: Mal amok med Ellegaard på Sorø Kunstmuseum d. 12., 13. og 14. februar
– Brætspil for familier i vinterferien på Sorø Bibliotek d. 15. februar
– Dukketeater – Eskil, Hætten og Ulven på Sorø Museum d. 15. februar