Mere end 700 elever fra Sorø Kommunes 7. og 8. klasser samt unge under 30 år fik inspiration til deres fremtidsmuligheder ved Sorø Erhvervs Job- og Uddannelsesmesse 2025. De unge var velforberedte og stillede gode spørgsmål til de over 50 virksomheder og 15 uddannelsesinstitutioner, der var repræsenteret.
Onsdag den 15. januar 2025 blev Sorø Hallen fyldt med energi, da Sorø Erhverv afholdt årets Job- og Uddannelsesmesse. Mere end 700 elever fra 7. og 8. klasser i Sorø Kommune samt unge under 30 år strømmede til for at blive klogere på deres muligheder for fremtiden.
Fra kl. 9.00 til 12.00 var der gang i den, da de unge mødte over 50 virksomheder og 15 uddannelsesinstitutioner, der alle stod klar til at vise, hvad de kunne tilbyde. Eleverne kunne dykke ned i alt fra skorstensfejning og tømrerarbejde til coaching, design og politiets arbejde.
Masser af muligheder at vælge imellem
Det var tydeligt, at der var noget for enhver smag. Uanset om man drømmer om et kreativt fag, en praktisk uddannelse eller noget helt tredje, var der masser af inspiration at hente.
”Det er fantastisk at se så mange unge være nysgerrige på deres fremtid og gå på opdagelse i de mange muligheder. Og det er dejligt, at flere og flere virksomheder stiller sig til rådighed på messen,” siger Laila Carlsen, erhvervschef i Sorø Erhverv.
Eleverne var velforberedte og stillede mange gode spørgsmål som: ”Hvordan føles det at arbejde med dit fag” og ”Hvad skal jeg kunne for at få et job her?” Det skabte masser af gode samtaler.
En inspirerende dag
Job- og Uddannelsesmessen blev gennemført af Sorø Erhverv i samarbejde med Sorø Kommunes Jobcenter, UU Sorø og skoleområdet. Arrangementet, som var gratis at deltage i, var målrettet kommunens 7. og 8. klasses elever samt unge under 30 år, der ville vide mere om deres muligheder.
”Det var en dag fyldt med drømme, inspiration og spændende samtaler,” siger Laila Carlsen. ”Det handler om at give de unge et solidt afsæt til at træffe gode valg for deres fremtid, og det må man sige, at messen virkelig leverede på. Vi glæder os til at gentage succesen næste år.”