Af Morten Rostved

Kandidat til kommunalvalget 2025 for Venstre i Sorø Kommune

Siden min kone og jeg flyttede til Dianalund i 2020, har det undret mig, hvorfor der tales om nord og syd i Sorø Kommune i stedet for en samlet kommune. Det burde være naturligt at tænke i helheder frem for egne interesser eller geografiske skel. Men hvorfor fylder den politiske debat så lidt her? Det spørgsmål fik jeg et svar på onsdag aften.

Jeg deltog i et dialogmøde arrangeret af DUR med lokalbanen som emne. Debatten tog dog hurtigt en drejning, da offentlig transport naturligt også handler om bussernes rolle. Frustrationen blandt de fremmødte borgere var tydelig – og med god grund. I det netop vedtagne budget for 2025 kunne flertallet finde ni millioner kroner til forskønnelse af Torvet i Sorø og fire millioner til kassebeholdningen, men ikke midler til at sikre, at unge fra Dianalund og Ruds Vedby kan komme i skole til tiden, eller at ældre kan transportere sig selv med bus.

Det er dybt bekymrende. Busserne 570 og 420, som binder vores lokalsamfund sammen, er afgørende for mange borgere. Alligevel nægter flertallet i Kommunalbestyrelsen at prioritere disse ruter. I Venstre har vi adskillige gange forsøgt at få genindført bus 420, senest under budgetforhandlingerne. Udgiften for denne bus lå oprindeligt på 700.000 kroner, men flertallet – anført af Socialdemokratiet og Konservative – valgte i stedet at bruge ni millioner på Torvet i Sorø. Da vi foreslog at finde midlerne i de fire millioner, der blev tilføjet kassebeholdningen, blev vi de facto nødsaget til at få vores forslag fjernet fra dagsordenen.

Det er uacceptabelt, at Socialdemokratiet og Konservative under dialogmødet valgte at gå til angreb på Venstre, fordi vi offentligt har sagt, at vi ikke er enige i denne del af budgetaftalen. I Venstre mener vi, at budgettet skal bruges til at løse borgernes reelle problemer – ikke til prestigebyggerier, der pynter i midtbyen. Angrebet blev yderligere forværret af, at Socialdemokratiet valgte at bryde de uskrevne regler og referere fra lukkede budgetforhandlinger. At bringe fortrolige diskussioner ud i offentligheden skader ikke kun den politiske proces, men også tilliden mellem partierne.

Det mest frustrerende er den mangel på gennemsigtighed og vilje til dialog fra flertallet. På mødet hørte vi, at Venstre skulle have nægtet at tage sagen op i forligskredsen – en påstand, der er både usand og misvisende. Fakta er, at busbestillingen skulle foretages dagen efter, og det gjorde det umuligt at vente på endnu en forhandling. Når borgerne igen og igen oplever politikere, der ignorerer deres reelle problemer og bortforklarer med halve sandheder, forstår jeg godt, hvorfor tilliden til politikerne smuldrer.

Der er behov for forandring i Sorø Kommune. Vi skal have friske kræfter ind i Kommunalbestyrelsen – politikere, der tænker på hele kommunen og ikke kun prestigeprojekter. I Venstre har vi taget det første skridt med skiftet til Jakob Spliid som gruppeformand. Vi kommer til at gå til valg på at der skal ske et skifte på borgmesterposten. Derfor peger jeg på vores egen borgmesterkandidat, Jakob Spliid. Vi lytter til borgerne og arbejder for løsninger, der gavner hele kommunen. Det er tid til at prioritere borgernes behov over prestigeprojekter – og det starter ved stemmeboksen.