Priserne på villaer og rækkehuse er igen på vej op i størstedelen af landets kommuner efter at have taget et gevaldigt dyk i slutningen af sidste år. Det gælder bl.a. Sorø.
Da danskerne lod propperne springe til nytår, var der ikke meget at fejre for størstedelen af landets husejere. Fra et rekordhøjt niveau i juli 2022 raslede boligpriserne ned i efteråret. Men nu ser det ud til, at noget af det tabte er ved at blive indhentet. Det viser en ny analyse fra Spar Nord, som bygger på aktuelle tal fra Boligsiden.
Af analysen fremgår det, at salgspriserne for villaer og rækkehuse siden nytår er steget i et flertal af landets kommuner, og den gennemsnitlige kvadratmeterpris er på landsplan også steget med 3 procent. Mest markant har udviklingen i kroner og øre ikke overraskende været i flere hovedstadskommuner.
– Da priserne i slutningen af sidste år tog et markant dyk på cirka 10 procent, var renterne en stor del af forklaringen. At vi nu ser fortsat stigende priser, selvom renterne er høje – og det således er både dyrere at finansiere og sidde i en bolig – er understøttet af en række faktorer. Blandt andet ser vi en rekordhøj beskæftigelse, som giver forøget sikkerhed ved større investeringer, og dertil stigende lønninger og faldende inflationsrate, som delvist kompenserer for de høje renter, fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.
I toppen af listen over kommuner, hvor villa- og rækkehusejerne har tjent mest siden nytår, ligger Tårnby Kommune med 3.196 kroner per kvadratmeter, mens boligpriserne i Rudersdal Kommune er steget med 3.141 kroner per kvadratmeter. Herefter følger Gribskov Kommune, hvor kvadratmeterprisen er steget med 3.000 kroner, svarende til 450.000 kroner for et hus på 150 kvadratmeter.
– At vi finder flere hovedstadskommuner i top-10, skal ses i sammenhæng med, at der er rift om at bo i disse kommuner, mens boligudbuddet er relativt lavt. Samtidig har vi set en stigende efterspørgsel i forbindelse med de ændrede ejendomsvurderinger og nye skatteregler, der bliver gældende per 1. januar. Det får flere til at fremrykke køb af særligt ejerlejligheder i storbyerne, hvilket kan have en afsmittende effekt på det øvrige boligmarked, forklarer Jens Nyholm og tilføjer:
– Dog må det forventes, at der næste år kommer en form for ”pay-back” ovenpå den store efterspørgselsstigning i år, ligesom et fortsat højt renteniveau, og de nye ejendomsvurderinger vil medføre en mere usikker udvikling på boligmarkedet.
Selvom husejere i et flertal af landets kommuner har kunnet glæde sig over en positiv udvikling siden nytår, er der stadig kommuner, hvor boligpriserne er faldet. Det gælder blandt andet i Region Sjælland, mens også flere nordjyske kommuner placerer sig i bunden.
Tabel: Her har husejerne tjent mest siden nytår (kvadratmeterpris)
Kommune
|
Pris ved nytår (kroner) | Pris i dag (kroner) | Forskel (kroner)
|
Tårnby | 30.776 | 33.972 | 3.196 |
Rudersdal | 39.053 | 42.194 | 3.141 |
Gribskov | 17.466 | 20.466 | 3.000 |
København | 47.475 | 49.848 | 2.373 |
Egedal | 23.398 | 25.765 | 2.367 |
Syddjurs | 10.978 | 13.237 | 2.259 |
Fredensborg | 28.522 | 30.729 | 2.207 |
Helsingør | 27.746 | 29.862 | 2.116 |
Sorø | 11.497 | 13.582 | 2.085 |
Silkeborg | 15.798 | 17.712 | 1.914 |
Tabel: Her har husejerne tabt mest siden nytår (kvadratmeterpris)
Kommune
|
Pris ved nytår (kroner) | Pris i dag (kroner) | Forskel (kroner)
|
Lejre | 19.959 | 18.344 | -1.615 |
Morsø | 6.204 | 4.883 | -1.321 |
Stevns | 14.209 | 12.932 | -1.277 |
Rebild | 11.965 | 10.701 | -1.264 |
Roskilde | 29.000 | 27.944 | -1.056 |
Jammerbugt | 9.047 | 7.992 | -1.055 |
Gentofte | 60.555 | 59.597 | -958 |
Assens | 8.178 | 7.245 | -933 |
Skive | 6.918 | 6.082 | -836 |
Norddjurs | 7.671 | 6.997 | -674 |
Tabel: Hus på 150 kvadratmeter
Kommune
|
Pris ved nytår (kroner) | Pris i dag (kroner) | Forskel (kroner)
|
Gribskov | 2.619.900 | 3.069.900 | 450.000 |
Viborg | 1.583.700 | 1.680.300 | 96.600 |
Lejre | 2.993.850 | 2.751.600 | -242.250 |
Om analysen:
Beregningerne er udarbejdet på baggrund af Boligsidens tal for gennemsnitlig salgspris per kvadratmeter i december 2022 sammenholdt med september 2023.