Gavner det, at du måler din søvn og puls, eller bliver du i stedet sygeliggjort unødvendigt? Baseret på sin ph.d.-afhandling holder læge Christoffer Bjerre Haase et foredrag på Dianalund Bibliotek om muligheder og risici ved, at du som patient medbringer data til din egen læge. Det er mandag 24. april kl. 19.

Gør du dig selv en bjørnetjeneste?

Hvordan fungerer data egentlig i din diagnostiske proces, når lægen tilser dig som patient? Hjælper det lægen, når du som patient bringer data til konsultationen?

Baseret på sin forskning forklarer Christoffer Bjerre Haase, hvordan almenpraktiserende læger bruger data i samspil med symptomer til at vurdere dig som patient, og ikke mindst, hvordan nye former for data vanskeliggør – men også muliggør – nye diagnostiske overvejelser, som både kan gavne og skade patienter og samfund.

Fokus på forskning

Forskningens døgn er en landsdækkende festival, der skaber mødesteder mellem forskere og borgere. I år er to af disse mødesteder på henholdsvis Sorø Bibliotek og Dianalund Bibliotek.

”Vi oplever, at der er en stor interesse for videnskab og forskning og som bibliotek er det oplagt, at vi er med til at skabe synlighed om den forskning der bliver bedrevet i Danmark og vise, hvordan forskningen er med til at løse mange af vores samfunds udfordringer,” fortæller biblioteksleder Randi Petersen.

Foredraget er gratis, men vil man være sikker på en siddeplads, så kan man få en billet på soroebib.dk eller på biblioteket.

Pressefoto