Snyd ikke de 2 til 6-årige for denne finurlige forestilling ”Sikke et vejr”, som Teater Du Milde Himmel opfører på Sorø Bibliotek lørdag 15. april kl. 11.00.
Med enkle rekvisitter tryller skuespiller Line Svendsen genkendelige og rørende situationer frem fra alle årstiderne. En paraply åbner sig og en frisk forårseng folder sig ud. Blomsterne spirer og muldvarpen vågner. Med en enkel håndfuld sand forvandles rummet til den hede sommerstrand. Og fødderne bliver brændende varme. En blå snor trylles om til det kølige hav og på magisk vis kan man nu både soppe og dykke under havoverfladen.
”Sikke et vejr” er en poetisk og lidt komisk forestilling, der vækker børnenes nysgerrighed og giver dem en større opmærksomhed på årstidernes særegenhed.
Forestillingen er en del af ÆllebælleMAJfortælle – VestLÆSlands litteraturindsats for de allermindste.
Billetter til forestillingen koster 25 kr. og kan købes på soroebib.dk eller på det lokale bibliotek.