Af Henrik Jandorf (Bestyrelsesmedlem på Sorø Borgerskole)
En massiv mistrivsel hersker blandt skolebørn, som synes at have mistet nogle væsentlige formål af syne. Hvor bare det at skulle stå ud af sengen og imødese en ny dag er en udfordring, formålet med at møde til et bestemt tidspunkt, at skulle have et bestemt fag, at skulle bibringes ny information og erfaring af enhver art. Dybest set formålet med overhovedet at nyde sit liv – ‘hvad skal jeg bruge det til?’
Hvorfor er livet blevet så vanskeligt for vores børn og unge med et stigende antal af elever overalt med særlige behov? Hvordan så folkeskolen ud i tidligere generationer? Antallet af diagnoser var dengang måske ikke slet så påfaldende, fordi man endnu ikke havde diagnostiseret forskellige grunde til afvigelser. Rockmusikeren, Frank Zappa, udtrykte det således, “Uden afvigelser fra normen ville udvikling ikke være mulig”.
Uanset problemstilling, så fordres en ansvarlig gruppe af voksne, som kan vejlede på lødig vis og fortælle hvert eneste barn eller unge menneske, at netop hun eller han er god nok og har noget ganske særligt at byde på, hvis ellers dette blev fremelsket. Der fordres en gruppe af voksne, som ikke selv er fucked (nudansk for ‘sat ud af spillet’) af eget arbejdspres eller egen ambition – voksne, som kan tage en opgave på sig og løse den stillede kerneopgave, hvad enten denne er en forældrerolle, lærerrolle eller en hvilken som helst anden dedikation. Undervisningsminister, Mattias Tesfaye, har netop lovet yderligere tildeling af økonomi til dette hårdt ramte område – positivt og nødvendigt at håndbremsen bliver trukket.
Pandemi, ufred og krisetider presser mange op i en krog, men resulterer samtidig i bankers og store firmaers rekordstore overskud, og en eksploderende ulighed udfoldes dagligt. Ressourcestærke familier kræver topskatten sænket, mens de svagere familier kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Og i dette 100m løb i divergerende retninger forventes det, at vi ALLE udviser samfundssind, så vi stolte kan se os selv i spejlet i 11. time. Pudsigt nok gælder de skrevne og uskrevne love ofte for andre end dem, der vedtager dem.
Over os svæver den Hellige Treenighed – et Socialdemokrati, som har solgt ud af snart sagt enhver mærkesag. Moderaterne, som sætter alt ind på at ændre det, som blev indført, sidst Løkke sad i regering. Venstre, som er gået i regering på det stik modsatte af, hvad de gik til valg på, og som i øvrigt primært blev taget med, fordi et bekvemt flertal var nødvendigt. (Fx til at afskaffe en helligdag for at kunne financiere krigsførelse.)
Kommunalbestyrelser er sammensat efter samme drivkraft: “Hvilket sæde bringer mig størst indflydelse og sikrer min pension bedst muligt? Hvem kan jeg på elegant vis narre over på min side, så det næsten ikke opdages? Hvordan kan jeg med mine intetsigende pseudo-floskler afvæbne utilfredse borgere og foregive at kæmpe for det, jeg blev valgt ind på? Jeg svigtede ganske vist vælgerne totalt på valgnatten ved at skifte parti eller blive løsgænger, men det var der altså en god grund til, og mon ikke det er glemt i overmorgen? Godt at den politisk-taktiske rådgivning i vor tid er lige så vigtig som den faglige.” Og så videre – gab.
Jakob Spliid (formand for Børn og Undervisningsudvalget) og Ninna Wiese fra Venstre er tilfredse med de netop overståede, økonomiske ’tilpasninger’. “Vi glæder os over, trods de mange besparelser, at vi i forhold til forvaltningens forslag, har fundet løsninger, som i høj grad friholder den kritiske service i både social og sundhedsudvalget og børn og undervisningsudvalget.”
‘Den kritiske service??’ Beskeden er: “I får x-antal færre millioner kroner at gøre godt med, de penge skal vi bruge på os selv eller noget andet, vi synes er mere nyttigt, så I finder bare ud af det.” Kunne Jakob Spliid på et enkelt og forståeligt dansk i stedet forklare alle kommunens forældre til skolesøgende børn, at Forvaltningens massive massakre på skolesystemet gennem de seneste mange år – dens mangel på respekt for vores kommende generation og dennes (ud)dannelse og trivsel – har resulteret i den afmatning, vi nu ser effekten af?
Op til 28 elever i klasserne med en tinitusfremkaldende larm, som får elever til at vælge at blive hjemme. Vikarer er sparet væk, eleverne bliver sendt tidligere hjem om eftermiddagen eller bedt om at møde senere om morgenen. De lærere, som i forvejen er pressede og som ikke har sygemeldt sig pga. stress, må som nødløsning undlade at forberede kommende timer for at løbe spidsrod blandt andre klasser. Umotiverende? Uacceptabelt? Undervisningen bliver til at ‘lukke op og skide i’ (nudansk for ‘ikke optimal’). Overflødigt at pointere, at børnene i det lange løb lider under denne manglende kontinuitet – ‘bare lærerne var syge, så vi kunne gå hjem’, lyder det.
Højtærede Kommunalpolitikere, det er der, vi er. Kunne Spliid, hans chef og det øvrige borgerlige flertal indse, at i stedet for at amputere og dræbe den personlige og kreative vækst for kommunens yngste generation (læs: kommunens fremtid), så kunne en investering i samme beskrive fremtidens vej?
Turde det tænkes, at markante besparelser kunne finde sted i Forvaltningens Centraladministration? F.eks. nedlægning eller reduktion af visse politiske udvalg? Turde det tænkes, at Forvaltningens livsnødvendige, økonomiske begrænsninger i den offentlige sektor også omfattede reduktioner i politikernes egne vederlag samt i deres kursusmidler? Vore dages ledelsesstrategi går grotesk nok ud på, at der skal stadig flere mennesker til at administrere stadig færre. Måske ikke sært, at den kommende generation får vanskeligt ved at skabe en sund dømmekraft, når det er den slags rollemodeller, de skal ‘se op til’.
I stedet for på grådig vis at pleje deres egne taburetter og udnytte deres flertal til at eliminere demokratiet – i stedet for at skære til marven på institutioner, skoler, plejehjem og sundhedscentre, steder hvor der ikke KAN skæres mere – så burde politikerne løse den kerneopgave, de blev valgt til at varetage: at skabe en kommune, som om 20-30 år står endnu stærkere end i dag. En kommune, hvor de 30-40 årige borgere til den tid vil sige, “Jeg voksede op et fantastisk sted i Danmark, hvor kommunen indså nødvendigheden af at uddanne os og skabe en så tilfredsstillende trivsel for os, at vi ikke havde lyst at bo noget som helst andet sted i landet.
Det ligger ikke så langt væk. Det at have en holdning, andet end til sit eget embede, kunne være en start.
