Af Mona Kelder Bouidar – Børn- og Undervisningsudvalget (A)
På kommunalbestyrelsesmødet den 1. marts vedtog de Konservative med Borgmester Gert Jørgensen i front, Venstre, Ny Borgerlige og løsgænger Kasper Nygaard en ”handleplan for budgetoverholdelse med 39 gennemførte tiltag”, det vil sige besparelser.
Hvis man dykker ned i besparelserne kan man se, at ældre- og plejeområdet samt forebyggelse og hjælp til mennesker med psykiske og fysiske handicap styrtbløder, medens de værste planlagte besparelser på børn- og ungeområdet i første omgang blev afværget eller udskudt som en tikkende bombe under de kommende budgetforhandlinger.
I en pressemeddelelse fra d. 1. marts udsendt på vegne af borgmesteren og det borgerlige flertal bag ham, står der følgende ”der er i handleplanen foretaget en nøje prioritering af kernevelfærden til børn, unge og ældre”. Vi kvitterer fra socialdemokratiets side gerne for, at det borgerlige flertal har lyttet til vores protester over at gennemføre besparelser på op til 18 lærere og 30 pædagog stillinger.
Men at sige, at der er sket en nøje prioritering af kernevelfærden til børn, det synes jeg nu ikke man kan kalde det. For kigger man nærmere de gennemførte tiltag vil man kunne se at:
minimumsnormering bliver først en realitet fra 2024 (som det nationale krav)
der spares ca. 5-6 årsværk (stillinger) på børn- og undervisningsområdet.
Og at der overføres en tikkende bombe, et minus på omkring 14,5 mio. kroner i Børn-og undervisningsudvalget til næste budgetlægning.