Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Sorø Kommune i tidsrummet 4-12. april 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
SORØ: Indbrudstyv nappede cash, cola og rejer
Mandag klokken 10.06 fik politiet en anmeldelse om et indbrud på et pizzeria på Holbækvej i Sorø. Selve indbruddet fandt sted mellem søndag klokken 21.00 og mandag klokken 9.30, og tyven havde først forsøgt at bryde bagdøren op. Da det ikke lykkedes, gik gerningsmanden om til fordøren, som blev brudt op med et koben. Der blev stjålet kontanter, fire kasser cola og tre poser rejer.
SLAGELSE: Knallert kørte ind i bildør
Omkring klokken 23.00 mandag aften kørte en 17-årig mand fra Sorø på knallert ad Smedegade i Slagelse, da en parkeret bils dør pludselig åbnedes. Den 17-årige bragede ind i døren og styrtede. Han fik dog ikke umiddelbart nogen skader og kørte derfor videre straks efter. Da han kom hjem, besluttede hans far, at uheldet skulle anmeldes og sønnen på skadestuen. Derfor ringede de klokken 23.52 til politiet, der ikke havde noget registreret om en bil med en ødelagt dør. Det fik politiet godt seks timer senere, da der indløb endnu en anmeldelse: En ’mistænkelig’ personbil holdt på Elmedalsvej i Slagelse uden den højre fordør, som lå på bagsædet af bilen i stedet.
SORØ: 51-årig viste brorens kørekort – havde ikke selv noget
Mandag klokken 12 standsede politiet en bil på Storgade i Sorø til en rutinekontrol. Føreren viste et kørekort, men politibetjentene fattede mistanke til, at kørekortet ikke tilhørte føreren af bilen. Det viste sig at holde stik – føreren var en 51-årig mand fra København, som erkendte, at han havde vist sin brors kørekort. Det skyldtes, at den 51-årige ikke lige selv havde noget kørekort. Han blev herefter sigtet for kørsel uden førerret og for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om misbrug af et ægte dokument og personelfalsk.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Sorø | Plessensvej | Hus | Fredag klokken 7.30 – 16.00 | Surround sound anlæg af mærket Yamaha, Kenwood køkkenmaskine, et værdiskab, en PlayStation 3, tre pas, Gamo luftgevær, en HP printer, en skruemaskine, en motorsav samt to bærbare computere. |
Sorø | Asser Riigsvej | Hus | Fredag klokken 18.45 – 22.50 | Sølvarmbånd med blå Lapis Lazuli sten |
Sorø | Fru Ingesvej | Hus | Fredag klokken 13.00 – lørdag klokken 10.00 | Pas, et videokamera og en bærbar computer af mærket Lenovo. |
Sorø | Holbergsvej | Hus | Torsdag klokken 2.14 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
By | Vej | Tidspunkt | Kommentar |
---|---|---|---|
Sorø | Næstvedvej | Klokken 7.30-8.15 | To blev sigtet for at køre for hurtigt – den ene står til et klip i kørekortet, mens den anden må regne med en betinget frakendelse |
Dianalund | Per Degns Vej | Klokken 10.35-11.20 | Tre knallerter blev tjekket på rullefeltet, og alle tre kunne køre alt for hurtigt. De to fører til en betinget frakendelse og den tredje – som blev konfiskeret – fører til en ubetinget frakendelse af kørekortet |
Stenlille | Sorøvej | Klokken 9.15-10.15 | To blev standset og sigtet for at køre for hurtigt. Begge står til et klip i kørekortet |
By | Vej | Tid | Type | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Sorø | Nyrupvej | Mandag klokken 11.15 – klokken 17.00 | ATK | 88 | 3 | 80 km/t | 105 km/t | – |
Stenlille | Sorøvej | Lørdag klokken 13.45 – 20.00 | ATK | 1326 | 135 | 60 km/t | 110 km/t | 18 klip og to betingede frakendelser |
Fjenneslev | Ringstedvej | Klokken 18-20.20 | ATK – bestilt færdselskontrol | 142 | 8 | 60 km/t | 115 km/t | Et klip og en betinget frakendelse |
Dianalund | Holbergsvej | Klokken 7.45-13.45 | ATK | 350 | 27 | 50 km/t | 78 km/t | Tre klip |
Stenlille | Sorøvej | Klokken 5.40-11.50 | ATK | 2056 | 67 | 60 km/t | 95 km/t | Seks klip |