Den mand, der i den seneste tid har vist særdeles utryghedsskabende adfærd i bymidten, har myndighederne nu fundet en løsning på.

Sn.dk har tidligere beskrevet, hvordan manden kom i slagsmål på Akademiet, og nogle elever reddede ham fra at få tæsk. Senere skabte han uro på Sorø Rådhus, hvor han i afklædt tilstand, højlydt og udstyret med metalkæder beklagede sig over kommunens serviceniveau. Dit Sorø erfarer, at han også har besøgt Sorø Privatskole, hvor han bl.a. har forsøgt at stjæle en jakke og en iPad.

Manden er indkvarteret som kvoteflygtning på Allehuset, hvor han er kommet så meget i konflikt med nogle af de andre beboere, at han ikke kan bo der uden at blive udsat for vold. Han er kommet hertil fra Libanon og har fået nej til familiesammenføring med sin kone og 7 børn. Han vil gerne hjemsendes, men da han er anmeldt til politiet for bl.a. blufærdighedskrænkelse, kan han ikke få lov at rejse hjem.

Der foreligger adskillige politianmeldelser, og indtil sagerne er udredt, har Sorø Kommune forsøgt at få manden indkvarteret et andet sted – udenfor kommunens grænser. Det er nu lykkedes.

flygtning-soro