Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Sorø Kommune i tidsrummet 2015-07-27 til 2015-08-04.
SPRITBILISTER
Lørdag klokken 17.17 blev en kassevogn standset af politiet på Alléen i Sorø. Da føreren af bilen – 49-årig mand fra byen – virkede påvirket, blev han testet for narko med positivt resultat for både amfetamin og cannabis, hvorfor han blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
På Alléen i Sorø standsede politiet mandag aften klokken 19.43 en bil. Føreren af bilen – en 24-årig mand fra Fjenneslev – virkede noget påvirket, han blev derfor både alkometer- og narkometertestet. Begge tests gav positivt udslag, og den 24-årige erkendte da også, at han havde indtaget alkohol kort forinden kørslen. Ved den efterfølgende visitering af den 24-årige fandt betjentene fem poser med hver 1 gram kokain i hans lommer, ligesom der lå en pose – også med 1 gram kokain – i bilens midterkonsol. Han blev herefter anholdt og sigtet for spirituskørsel, kørsel i påvirket tilstand samt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Kørte uden kørekort
Søndag klokken 17.05 blev en bil, der kørte på Rolighedsvej i Sorø, standset af en patrulje. Da føreren – en 22-årig mand fra Slagelse – skulle vise sit kørekort, måtte han erkende, at det var frakendt ham. Da betjentene kiggede nærmere inde i bilen fandt de en cigaretpakke i venstre dørlomme med 2 gram hash i. Han blev herefter anholdt og sigtet for kørsel uden førerret og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
By | Vej | Tid | Type | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Stenlille | Sorøvej | Klokken 7.22 – 11.35 | ATK | 1111 | 121 | 60 km/t | 91 km/t | 11 klip |
Sorø | Kirkevej | Klokken 16.30 – 17.30 | Laser | – | 7 | 40 km/t | – | (En knallert uden forsikring) |
Sorø | Holbergsvej | Klokken 16.59-17.30 | Laser | 15 | To | 50 km/t | – | Bestilt færdselskontrol: To klip og en betinget frakendelse |
Sorø | Ringstedvej | Klokken 16.50-18.15 | Laser | 75 | To | 50 km/t | – | Bestilt færdselskontrol: to sager om hastighedsovertrædelser |