I 2015 byder Sorø Internationale Musikfestival på en række klassiske sommerkoncerter i alle genrer.
Sæsonen indledes med en svingende barokkoncert med det veletablerede ensemble Sydney Consort fra Australien, og fra Australien kommer også dette års korkoncert med Australian Chamber Choir og deres dirigent Douglas Lawrence som er på en jubilæumsturné i Europa.
Den nyere danske musik kommer også i år i spil med duoen Galya Kolarova og Demetrios Karamintzas, der spiller Per Nørgård og Timothy Baxter for obo og klaver, og Rolf Hind vil spille Hans Abrahamsen ved sin klaverkoncert i august.
Som noget nyt er Sorø Internationale Musikfestival gået i samarbejde med Sorø Jazzfestival om at lave en jazz-møder-klassisk koncert i samme uge som jazzfestivalen spiller. Der er lagt op til et brag af en koncert med 3 store navne: Michala Petri, Jimmy Roger Pedersen og Marilyn Mazur.
I år er der 3 koncerter hvor det skønne orgel i Sorø Klosterkirke spiller den afgørende rolle. Den italienske organist Giampaolo di Rosa og den østrigste organist Rupert Frieberger vil give solo-orgelkoncerter og ved den 3. orgelkoncert kommer Københavns Domorganist Hanne Kuhlmann og spiller Petr Ebens Faust. Ved denne koncert vil der også være dukketeater med dukkeføreren Svend E. Kristensen.
Sangen får også vinger under hvælvingerne i år med de to operasangere Louise Pape og Trine Kaldråstøyl, der begge er lokalt forankret i og omkring Sorø.
Sidst men ikke mindst slutter festivalen af med Niels W. Gades Elverskud for kor, orkester og solister med Chorus Soranus’ dirigent Svend Lyngberg-Larsen.
Du kan se alle koncerter på www.soroemusik.dk.