Sorø Kommune 2018: Danmarks bedste sted for børn og familier

Det sammenhængende familieliv er i fokus, og ambitionerne er høje: Sorø Kommune skal blive Danmarks bedste sted for børn og familier. Et samlet byråd har netop vedtaget en ny vision og planstrategi for Sorø Kommune.

Sorø Kommunes byråd har netop vedtaget Vision og Planstrategi 2018 – en ambitiøs strategi, som udstikker kursen for kommunens udvikling i de kommende tre år. Målene er flere tilflyttere, endnu bedre opvækstmiljøer, styrket omdømme og styrket erhvervsklima.

Borgmester Gert Jørgensen siger:

– Det er en ambitiøs vision, vi har for vores kommune. Vi mener, at vi har et rigtig godt udgangspunkt, men det er klart, at det kommer til at kræve en stor indsats både af os politikere, af den kommunale organisation og af borgere, foreninger og alle de andre som skal involveres for at gøre visionen til virkelighed. Hvis vi vil udvikling, er vi nødt til at skille os ud. Vi er nødt til at sætte overliggeren højt – og det har vi gjort.

Erhvervsklimaet skal styrkes
Også erhvervslivet har en central placering i den nye vision og planstrategi. Her er det ambitionen at forbedre rammevilkårene og styrke iværksætteri og vækstkultur, blandt andet gennem partnerskaber og fortsat udvikling af erhvervsklynger.

Bred opbakning
Vision og Planstrategien har været i offentlig høring fra juni til september, og blandt de mange borgere, foreninger og institutioner, som har deltaget i debatten, var der stor opbakning til den nye vision.

Gert Jørgensen siger:

– Oplevelsen af, at Sorø Kommune har rigtig meget at byde på for børnefamilier, vækker genklang hos borgerne, og det er strømmet ind med gode ideer til, hvordan vi kan blive endnu bedre. Det er dejligt, at så mange har tilkendegivet, at de er enige i den retning, byrådet nu lægger for kommunens udvikling.

Den klare topscorer, når det gælder borgernes ønsker til forbedringer for børn og familier, er offentlige legepladser. Og her er byrådet helt med. De har nemlig allerede afsat midler til legepladsetablering på næste års budget. Tilsvarende spiller planerne om en ny udstykning i den sydlige del af Sorø også direkte ind i byrådsvisionen, og det samme gør de kommende års suverænt største anlægsprojekt i kommunen, opførelsen af Ny Frederiksberg Skole.