Modsætninger mødes i to unge, dygtige politiske talenter, når Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom Vestsjælland sammen med det Radikale Venstre arrangerer EU-debataften i Sorø. Det foregår mandag den 12. maj 2014 kl. 19 i Sorø Kultur- og Fritidscenter på Frederiksvej 27, 4180 Sorø.

Debatten står mellem absolutte modsætninger i EU-spørgsmålet herhjemme: På den ene siden den radikale EU-tilhænger og statskundsskabsstudine, Karen Melchior, og på den anden side EU-kritikeren og formanden for Dansk Folkepartis Ungdom, cand. jur., Anders Vistisen.

Arrangørerne understreger at alle uanset alder og politisk tilhørsforhold er velkomne og at arrangementet er gratis for alle. Desuden nævner arrangørerne aktuelle sager om EU-domstolens påbud af EU-borgeres retskrav på børnepenge, S.U. og muligvis også dagpenge i fremtiden som eksempler på, at EU får mere og mere magt og betydning i samfundet:

”EU-borgeres ret til børnepenge og S.U. er gennemtvunget på trods af Folketinget, og uden at der nogensinde har været afholdt nogen folkeafstemning, der gjorde det muligt for det danske folk at forholde sig til, om det ville afgive suverænitet på dette område. Det viser, at EU er udemokratisk. Det afslører helt klart EU som eliten og det Radikale Venstres projekt”, siger Anne Helene Kjøllund Jensen, forkvinde for Dansk Folkepartis Ungdom på Vestsjælland.

Og lokalformanden for DF Sorø, Michael Pihl, er enig: ”Skal EU eller Folketinget bestemme? Det er, hvad EP-valget i 2014 drejer sig om. Skal EU-dommere, der ikke er folkevalgte, fremover bestemme alt fra velfærdspolitik og arbejdsmarkedspolitik til udlændingepolitik?”

DF Sorø håber, at så mange vælgere som muligt vil komme op fra sofaen og møde op ved arrangementet den 12. maj i Sorø Kultur- og Fritidscenter.

Download plakaten

eu