Sorø Kommune har netop fået i alt 5,5 mio. kr. fra regeringens Ældrepulje. Pengene skal blandt andet gå til øget rehabilitering og til at forebygge ensomhed og overmedicinering blandt ældre.
På Finansloven for 2014 blev der afsat 1 mia. kr. til et løft af kommunernes ældreindsatser, møntet på de svageste ældre. Nu er pengene fordelt, og 5,5 mio. kommer de ældre i Sorø Kommune til gode i form af seks konkrete indsatser.
– Det er meget glædeligt. I disse sparetider er det jo en helt uvant øvelse at skulle dele penge ud, og vi har haft en god dialog med Ældrerådet og Ældresagen for at få input til de områder og tiltag, der kunne trænge til et økonomisk løft. Vi har lagt vægt på at lave nogle indsatser, som har en effekt, der rækker ud over de to år, puljen eksisterer, siger formand for social- og sundhedsudvalget, Lars Schmidt.
Kommunen har fået støtte til i alt seks forskellige indsatser. De tre af indsatserne bygger videre på de gode erfaringer med hverdagsrehabilitering i Sorø Ældrepleje.
Et nyt indsatsområde handler om ældres medicinforbrug.
– Et nyt forskningsprojekt har vist, at et for stort og forkert medicinforbrug ofte er til skade for de ældre borgeres helbred. Når ældre mennesker falder om og bliver indlagt på sygehus, skyldes det faktisk i mange tilfælde, at de får for meget medicin. Erfaringerne viser, at en systematisk gennemgang af ældres medicin oftest fører til, at den ældre får mindre medicin. Det giver den ældre større livskvalitet at slippe af med de problemer og bivirkninger, man kan få af for meget medicin, og så sparer det både den enkelte og samfundet for unødvendige udgifter. Så det håber vi, er noget, de praktiserende læger vil gå ind i et samarbejde med kommunen omkring, siger Lars Schmidt.
Et andet nyt indsatsområde er indkøb af velfærdsteknologiske hjælpemidler på plejecentrene, og endelig skal Ældrepuljemidler bruges til at forebygge ensomhed blandt ældre.
– Vi vil gerne have en frivilligkoordinator på ældreområdet. En person som kan bygge bro mellem de mange ting, der allerede nu foregår i foreningsregi og på kommunens plejecentre. Vi vil gerne have, at plejecentrene i langt større udstrækning emmer af liv og aktivitet. Ikke kun for de beboere der er på plejecentrene, men med åbne tilbud for alle, siger Lars Schmidt.
Fakta:
• Styrket hverdagsrehabilitering – Målet er at øge den andel, der får hverdagsrehabilitering fra de nuværende 20 % til 40 % – i alt 1,7 mio. kr.
• Etablering af 2 døgnrehabiliteringspladser med intensiv genoptræning – i alt 1 mio. kr.
• Efteruddannelse af alle medarbejdere i en fælles rehabiliterende indsats – i alt 0,8 mio. kr.
• Aktivt ældreliv – forebyggelse af ensomhed – Frivilligkoordinator og understøttelse af aktiviteter – i alt 0,6 mio. kr.
• Velfærdsteknologiske hjælpemidler – i alt 1 mio. kr.
• Medicingennemgang/sanering hos brugere af hjemmeplejen – i alt 0,4 mio. kr.