I aften kl. 19 er sidste chance for at se Michael Douglas agere lumske Gordon Gekko i Sorø. Og det er tilmed for kun 30 kr. billetten. Victoria Teatret på Storgade fejrer nemlig Biografernes Festdag i dag med billetter til halv pris.
Wall Street 2: Money Never Sleeps starter, hvor Wall Street sluttede – i fængslet. Den fascinerende finansmand Gordon Gekko kommer ud og finder sig selv isoleret fra sin gamle branche. Han forsøger at genoptage relationen til sin datter (Carey Mulligan) og allierer sig derfor med hendes forlovede, Jacob (Shia LaBeouf), der kommer til at betragte ham som en faderfigur. Gekko er dog stadig manipulationens mester – og Jacob må se i øjnene, at fængslet ikke har gjort ham mindre kynisk.
Afdankede Charlie Sheen er også med, og Oliver Stone har instrueret (igen, igen).