Brian Rud Sørensen er indehaver af Nybolig i Sorø.
Hvordan plejer du at fejre Sankt Hans Aften?
Jeg plejer at fejre Sankt Hans på sportspladsen ved Frederiksberg Skole, hvor LBI forhåbentligt igen i år står for arrangementet. Jeg har stor respekt for det arbejde de frivillige i LBI udøver, eksempelvis havde de igen i efteråret held med at samle en stor flok af både børn, unge og voksne til at hjælpe på Barda.
Hvad er dit favoritsupermarked i Sorø Kommune?
Super Brugsen på Frederiksberg. Husker stadig for år tilbage hvor der var lukket. Efter den tid er jeg blevet mere opmærksom på at handle lokalt.
Hvor tit bruger du genbrugspladsen i Sorø/Affald Plus?
Det sker ikke så tit, da min far for det meste er så flink at køre forbi os og hente haveaffald, når han selv skal derud.
Hvis turister spurgte dig, hvad de skulle se i Sorø, hvad ville du så anbefale?
Det er svært at svare på, da der er så meget at se i Sorø, specielt på natursiden. Jeg ville helt klart anbefale Akademihaven, men synes også man bør tage en gåtur rundt om en af søerne.
Hvilke attraktioner – hjemme og ude – har du selv planer om at se i løbet af sommeren?
Jeg har netop været en uge på Mallorca med familien og er også lige kommet hjem fra en arbejdsrelateret tur til Berlin, så jeg håber, jeg får så travlt i butikken at sommeren kommer til at gå med arbejde – men mon ikke der bliver tid til et par dages ferie i det danske sommerland, og forhåbentlig bliver vejret også så godt, at der bliver tid til en cykeltur (og en is) med børnene.
Har du planer om at høre nogle af koncerterne i Sorø Internationale Musikfestival?
Nej – indrømmet det interesserer mig ikke.
Mener du kommunen mangler flere rundkørsler, og i givet fald hvor?
Rundkørsler er der jo efterhånden mange af, men ikke desto mindre synes jeg det var passende med en rundkørsel på Skælskørvej ved Grønnegården og Superbrugsen.