Poul Hangler er viceborgmester (SF) i Sorø og ansat hos DGI Vestsjælland.
Hvilken butik savner du i Sorø?
Jeg savner en dagligvarebutik i bymidten. Meget gerne en Irma eller noget i den stil.
Hvor går du hen, når du bestiller take away?
Jeg må erkende, at det ikke er noget vi bruger. En sjælden gang henter vi en pizza. Vi kan bedst lide at spise hjemme eller privat, men benytter ind imellem de forskellige spisesteder i byen.
Hvornår har du sidst været i Sorø Kultur- og Fritidscenter, og i hvilken forbindelse?
Jeg kommer jævnligt i kultur- og fritidscentret. Vi holder vores møder i partiforeningen på stedet, og jeg var der i den forbindelse senest i mandags.
Markerer du helligdagene i maj på en særlig måde (st. bededag, kr. himmelfart og pinse)?
Jeg markerer dem ikke på nogen særlig måde. I år står de to første i konfirmationens tegn, hvor vi deltager. Ellers benytter vi ofte disse sammenhængende fridage til at tage en tur til vores ødegård i Sverige.
Har du planer om at se særudstillingen om besættelsen på Sorø Museum?
Ja, det har jeg faktisk. Jeg benytter mig så ofte, det er muligt, af de mange spændende kulturtilbud vi har i kommunen.
Hvad er den seneste bog, du har læst?
Vindens skygge af Carlos Ruiz Zafón, og i øjeblikket er jeg i gang med Og hun takkede guderne af Jussi Adler-Olsen.