På trods af coronakrisen holder Lynge-Broby IF fast i at lave idrætsaktiviteter for både sine medlemmer og lokalsamfundet. På Facebook livestreamer instruktøren Anne Grethe Thede pilates og yoga hjemme fra stuen. Mange træner med.

Danmark er lukket ned, hallerne er tomme og fodboldbanerne ligger øde. Idrætsforeninger, som plejer at summe af liv, er lukket og slukket. Men dette stopper ikke Lynge-Broby Idrætsforening, der via sociale medier fastholder både fysisk aktivitet og det sociale fællesskab i foreningen.

Live fra stuegulvet
Anne Grethe Thede er initiativtager til livestreaming af yoga og pilates. På en måtte hjemme fra stuen filmer hun sig selv, mens hun udfører og instruerer i øvelserne. Via foreningens Facebookgruppe kan foreningens medlemmer og alle andre, der vil, træne med live. Deltagerne kommenterer og bakker hinanden op under træningen, og der opstår et fællesskab, selvom træningen foregår hjemme i stuerne.

”Det betyder noget for foreningen, at vi laver livestreaming og lægger øvelser op. Vi får gode tilbagemeldinger, og flere af vores medlemmer træner med. Det vigtigste er, at vi viser, at vi stadig er her ved at henvende os direkte til vores medlemmer. Og så vil vi også gerne hjælpe til, at andre også holder formen ved lige, siger instruktør i LBI Anne Grethe Thede.

Samfundssindet er til at føle på
I DGI Midt- og Vestsjælland er formand Bruno L. Hansen stolt over, hvor stor en indsats foreningerne gør for at styrke fællesskabet og holde danskernes form ved lige på trods af coronakrisen.

”Når man ikke kan mødes fysisk, er det vigtigt fortsat at styrke fællesskaberne. Flere foreninger har udvist stort samfundssind ved at lave træningsøvelser, sjove konkurrencer og ikke mindst livestreame træning hjemme fra stuerne. Lynge Broby IF er et super godt eksempel på netop dette”, siger han.

Anne Grethe Thede. Pressefoto.