Søndag den 10. april kl.16.00 gæster Det Jyske Musikkonservatoriums Pigekor Sorø Klosterkirke. Der er fri entré.
Det Jyske Musikkonservatoriums Pigekor (DJMP) er et kor for piger i alderen 13-19 år. Koret er stiftet i 1986 af Helle Høyer Vedel. Siden 2021 er korets dirigent Birgitte Næslund Madsen. Koret drives i et samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Musikskole og er en del af korskolen på Aarhus Musikskole. Koret danner forskole til Aarhus Pigekor.
DJMP er et aktivt kor, der giver koncerter og tager på udenlandsrejser, deltager i konkurrencer. Koret arbejder ofte sammen med Aarhus Symfoniorkester (Lord of the Rings, Messias i børnehøjde) og Aarhus Jazz Orchestra, og optræder hvert år til Det Jyske Musikkonservatoriums julekoncert i Aarhus Domkirke.
Til koncerten i Sorø medbringer koret et repertoire bestående af nogle påskesatser, en afdeling med musik om fugle og fuglesang, samt en række kendte danske sange i arrangement for pigekor.
Kom og nyd musik af Chilcott, Quartel, Morley, Lorentzen m.fl.