FIFA for Health på Sorø Privatskole
Forskere fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet tester tre 5. klasser fra Sorø Privatskole i Sorø Hallen torsdag den 9. marts. Skolen er den del af lærings- og sundhedsprojektet FIFA 11 for Health, som skal øger elevernes sundhedsviden og sociale trivsel over de næste 11 uger.
FIFA 11 for Health er et undervisnings- og træningskoncept, der effektivt øger 10-12 årige skolebørns sundhedsviden og sociale trivsel. Det viser et studie med 546 børn i 5. klasse udført af forskere fra Center for Holdspil og Sundhed ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
I FIFA 11 for Health programmet får eleverne fodboldtræning og sundhedsundervisning på skoleskemaet i 11 uger. Hver uge indeholder to træninger, hvor lærerne på skolen underviser i sundhedstemaer som fysisk aktivitet, sund kost, hygiejne og trivsel. Samtidig med at eleverne udfører det enkelte tema igennem boldøvelser.
”Her i fordybelsesugen, hvor hele skolen har omlagt skema med tid til fordybelse i et enkelt fag en hel dag eller mere, gennemfører eleverne i 5. klasse alle pre-testene med Københavns Universitet. De bliver målt, vejet, testet på hvilepuls, længdespring, balance samt yo-yo testet. Ligesom de skal om 11 uger igen,” fortæller Stinna Jean Engelsbak, certificeret FIFA for Health-lærer på Sorø Privatskole.
Det 11 ugers forløb i 5. klasserne på Sorø Privatskole består blandt andet af 2 sessioner om ugen henholdsvis idrætsundervisningen, hvor der er fokus på at spille fodbold, og i natur/teknologi-undervisningen, hvor der er fokus på at spille fair.
”Det handler ikke om, at vi de næste 11 uger skal spille den ene fodboldkamp efter den anden. Vi skal lave småspil, øvelser og små træningspas, som er tilrettelagt alle niveauer. Det er ikke fodboldspillet, der er i fokus, men holdspil, bevægelsesmønstre, cardio, fair-play og forskellige sundhedsprincipper,” tilføjer Malou Eide Malmdorf, certificeret FIFA for Health-lærer på Sorø Privatskole.
Undersøgelserne fra Center for Holdspil og Sundhed viser, at kombinationen af lærer-/elevdialog og fysisk aktivitet er en motiverende og effektiv undervisningsmetode. Eleverne forbedrer hjerte-kredsløbssundheden med nedsat blodtryk, fedtprocent og BMI.
”Efter 11 uger med to ugentlige træningspas på 45 minutter var børnene sundere, klogere på sundhed og trivedes bedre i klassen. Vi står nu med et enkelt, veldefineret og evidensbaseret koncept, som burde være let at implementere i skoleregi, idet programmet varetages af lærere som en integreret del af skoleskemaet”, forklarer Peter Krustrup professor på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
DBU er aktiv partner i projektet og er sammen med Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet med til at bygge bro mellem FIFA 11 for Health-programmet og de danske skoler. Målet er at udbrede projektet til 200 skoler i løbet af skoleåret 2016-2017.