Ledigheden er som i resten af landet steget i marts i Region Sjælland. Nye tal viser, at der i alt er kommet 5.000 flere nye ledige i Region Sjælland som kan relateres til den nuværende krise. Det er alvorligt for regionen, men også forventeligt ifølge direktør i Erhvervshus Sjælland, Mads Váczy Kragh.
Ledigheden vokser kraftigt i hele landet, og i alt er der kommet 42.000 flere ledige end normalt siden 9. marts, som derfor kan kobles til Corona-krisen. I region Sjælland er der ifølge de seneste tal i alt kommet 5.000 ledige flere ledige relateret til Corona-krisen.
– Det er en alvorlig situation vi står midt i, og der er grund til at være bekymret for det erhvervsliv, som i de seneste år havde været inde i en meget stærk udvikling. Vi bliver hårdt ramt i region Sjælland, men der er samtidig sket en række strukturelle forbedringer, som gør at Region Sjælland er bedre rustet end under finanskrisen, udtaler direktør Mads Váczy Kragh.
Normalt bliver byggebranchen en af de brancher, der bliver ramt hårdest og hurtigst. På den korte bane har Corona-krisen ikke været hård ved byggeriet, men her vil man se effekter på længere sigt. Men det sker fra et ekstraordinært højt aktivitetetsniveau i bygge- og anlægsbranchen.
– Vi var faktisk i en situation med overophedning i byggeriet, særligt når man så frem mod anlægsinvesteringer som fx Femern-forbindelsen. Bygge- og anlægsvirksomhederne bliver udfordret i den kommende tid, må man forvente. Men for vores region kommer anlægsinvesteringerne til at have stor betydning, sammen med de fremrykkede renoveringer rundt i kommunerne, og det kan hjælpe virksomhederne i den nuværende krise, fortæller Mads Váczy Kragh.
Nationalbanken forventer, at hvert tredje private job i løbet af 2020 bliver berørt af Corona-krisen. Det er dog for tidligt at sige noget præcist om, hvor mange job man kan forvente at tabe i Region Sjællands virksomheder.
– Vi står i en svært krise, og nedlukningen kan virkelig mærkes ude i virksomhederne, lige nu. Propfyldte ordrebøger er blevet tomme på få dage, og samfundet står stille på en måde, som vi nok aldrig har prøvet før. Men vi lærte rigtig meget under seneste krise, og både banker og virksomheder er polstret på et andet niveau end dengang. Så på den baggrund tror jeg sådan set, at vi står fornuftigt ift. at klare os godt igennem, udtaler Mads Váczy Kragh.
Nationalbankens estimater peger også på, at krisen vil være kortere end finanskrisen. Jobtallene vil set over året nok blive ramt i lavere grad ift. finanskrisen til gengæld vil økonomien blive ramt hårdere på kort sigt.
– Der er nogle virksomheder og brancher, som i forvejen var pressede, som nu står i en rigtig svær situation. Men der er også virksomheder, som formår at holde gang i hjulene, og nogle som faktisk har høj fart på stadig. Vi kender ikke konsekvenserne i af krisen, men vi tror egentlig på, at en stor del af virksomhederne i vores region er fornuftigt rustet til at komme godt ud på den anden side, udtaler Mads Váczy Kragh.
Ledighedstallene er opgjort af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.