Torsdag og fredag var en god dag for 370 børn i Sorø Kommune. I de to dage uddelte Røde Kors Sorø nemlig en tidlig julegave til de mange børn i form af et gavekort på 200 kr. til hvert barn.
De mange børn er børn i familier, der i år har fået ja til julehjælp i Sorø Kommune. Alene Røde Kors i Sorø, Stenlille og Dianalund har bevilget julehjælp til 149 familier, der har behov for en lille håndsrækning i en tid, hvor inflation, stigende energi- og renteudgifter sætter familiernes økonomi under pres. Hjælpen er i år et gavekort på 900 kr. Andre organisationer i Sorø uddeler også julehjælp, som et rekordstort antal familier i år har ansøgt om.
Børnenes gavekort er til Bog & Idé, mens forældrenes gavekort er til en dagligvarebutik.
Røde Kors Sorø ønsker alle en god jul og takker samtidig for den store opbakning fra de mange kunder i vores genbrugsbutikker. En opbakning der bl.a. betyder, vi lokalt er i stand til at bevilge 74.000 kr. til gavekort til børn.