Sorø Roklubs unge roere og en forældregruppe er klar til start på gang i Storgade med ”24 timers roning” i Nordeas lokaler, Storgade 22. Det starter fredag den 7. marts kl. 14.30.
Borgmester Gert Jørgensen sætter gang i Storgade og 24 timers roningen, når første unge roer sætter sig i roergometeret og får hjulet til at snurre og meter til at vise sig på computerskærmen.
24 timers roning kræver et stort setup: ergometeret skal være top tunet, computere til resultat-formidling og oversigt over de mange sponsorer, som støtter projektet skal fungere. Sideløbende kører forskellige videoer fra træning på land og på vand og fra konkurrencer, ligesom der er udstilling af nyere billeder af de lokale roere.
Alt dette kan man studere over en kop kaffe og et stykke hjemmebag. Der er lotteri med gevinster fra forskellige sponsorer. I alle 24 timer vil der være mulighed for at gætte på det endelige kilometertal og antal forskellige roere i maskinen.
Midtpunktet vil være ergometeret, hvor roere på skift kører kilometer efter kilometer ind på computeren. Medlemmer i alle aldre har lavet forskellige beregninger på hvor mange kilometer computeren viser, når sidste tag tages lørdag 8. marts kl. 14.30.
Bemandingen af roergometeret i de 24 timer er puslet på plads af Birgit Juel-Hansen og Gert Busk. Klubbens 50 unge roere fra 10 – 18 år ror i de bedste sendetider. De voksne roere i alle aldre ror om aftenen og hen over natten – afbrudt af klubbens dygtige og ihærdige junior B og A roere. Efter dem tager de voksne over igen og ror til tidlig morgen, hvor klubbens morgenroere yder deres bidrag til 24 timers roningen. Lørdag formiddag roes de voksne igennem og fra ca. kl. 12 til kl. 14.30 roes stafet, hvor alle kan springe i maskinen og give den en skalle.
Målet med 24 timers roningen er at engagere så mange medlemmer i alle aldre og af begge køn i roningen. Dertil ønskes der via sponsorer på roede kilometer eller et fast beløb at skabe økonomisk grundlag for anskaffelse af en ungdomsbåd.
24 timers roningen er en fælles udfordring og en fælles oplevelse for alle der deltager på den ene eller anden måde.