En populær Jacob Barsøe, bronzevinder fra OL, og Malene Frandsen, Nordea Sorø overrakte 156 medaljer ved Begynderkaproningen ”Nordea Cup”.
Lørdagens kraftige vestenvind på langs ad Smalsøen og dermed modvind på robanen var en stor udfordring for begynderroere fra 10 til 18 år fra roklubberne Bagsværd (21 starter), Fredensborg (11 starter), Næstved (8 starter), Skovshoved (5 starter), Tissø (15 starter) og værtsklubben Sorø (23 starter). De unge kæmpede på vandet i 30 løb om 156 guld-, sølv- og bronzemedaljer i bådtyperne single sculler (en roer), dobbelt sculler (2 roere) og dobbelt firer med (4 roere og en styrmand). Der blev roet 15 scullerløb, 10 db.scullerløb og 5 db. firer med. Der var udlagt bøjer ved starten og mål – ellers startede de unge 3 hold ad gangen side om side.
Udfordringen for de unge var at få sat båden ud fra roklubbens bådebro, ro over Smalsøen og ned til langs Parnassiden til startområdet mellem Kongebroen og Skjolden. På badebroen stod Morten Thorving, banedommer, klar til at få de unge roere på linie og med den rigtig retning mod mållinien ved den sydlige ende af Roklubbens bro. Til at hjælpe sig havde Morten Thorving Andreas Sloth og Lars Graudal, begge Sorø, som cirklede rundt i området i en lille motorbåd og hjalp med at få roerne linet op til start i de forskellige løb.
Andreas udtalte efter kaproningen: hvor var det svært. Mange kendte ikke, hvordan man manøvrer båden ved henholdsvis at ro og skodde med styrbords eller bagbords åre. Nogle unge var så nye, at de ikke vidste, hvordan de skulle vende – ligge med ansigtet mod Kongebroen og parallelt med søbredden. Fra Lars lød det, at de unge var meget stive af nervøsitet! Det er en stor udfordring at ro på et fremmed farvand: den enkelte roer sidder med ryg-gen mod bevægelsesretningen!
Ved målsigtet på roklubbens bro sad dommer Thomas Sander klar sammen med Peter Lindblom og gav signal ved at slå på en messingklokke, når en bådspids passerede mållinien tillige med at de no-terede i hvilken rækkefølge de unge roere passerede målstregen i de enkelte løb.
Sorø Roklub var som en myretue
Allerede fra kl. 10.30 var området omkring Sorø Roklub og forpladsen som en myretue. Både blev rigget til rundt omkring klubben og bragt i stilling til kaproningen, som startede kl. 13.00. Roere, trænere, ledere og forældre, bedsteforældre og officials myldrede rundt mellem hinanden. Under den 4 timer lange kaproning, blev der båret både og årer til og fra broen. Roere blev hjulpet ud og ind! Der blev klappet, heppet og trøstet, når det var lidt svært! Bare se næste løb bliver bedre, der er i flere til at klare udfordringen! Stemningen var i top! Alle hjalp til med at få de unge ud og ind fra søen. Flere tilskuere fortalte, at det var en stor oplevelse at have det hele så tæt inde på livet, som det er her i Sorø. Dejligt at opleve de unges engagement og medleven i kammeraternes løb.
Jacob Barsøe smed bukserne…
I single sculler piger, 10 år viste Gert Busk og Jacob Barsøe sig som de gentlemen, de er. Gert Busk tog på vandet i trænerbåden for at få en lille og skræmte Freja fra Tissø trukket ud fra Lystfiskernes bro, hvor den grimme vestenvind havde presset hende ind mellem bro og robåde. Freja kom i land i god behold.
Den grimme vestenvind havde sendt hendes jævnaldrende romakker ind i sivene mellem roklubben og kajakklubben. OL-bronzevinder Jacob Barseø smed resolut sko, strømper og bukser og hoppede i vandet og fik trukket Isabella ud og sendt hende i den rigtig retning tværs over Smalsøen, hvorfra hun roede ned til startområdet. Isabella gennemførte scullerløbet og kom i mål efter Fredensborg.
Flere af de unge roere benyttede efterfølgende lejligheden til at blive fotograferet sammen med Jacob Barsøe tillige med at de fik rollemodellens autograf!
Det er sjovt – svært at følge hinanden i holdbådene…
Begynderroerene Karl Ringstrøm og Mathias Esbjerg, Fredensborg: Begge er kommet til Begynderkaproning fordi de vil ro kaproning. de glæder sig rigtig meget til single sculleren og db.firer med.
Mathilde Noaking, Bagsværd: det lyder sjovt, jeg glæder mig og det bliver sjovest i db.firer.
Louise Jensen, Næstved: jeg glæder mig meget til at komme ud at ro på Sorø sø og jeg ser frem til db.fireren, som jeg skal prøve for første gang!
Det er sjovt at opleve, hvordan en kaproning foregår. Sjovt at ro med andre. Nu ved jeg bedre, hvordan jeg skal sætte mål for træningen.
Isabella og Freja, Tissø – 10 år – skal begge ro single sculler og sammen skal de ro db.sculler! Det er første gang, vi prøver at starte til en kaproning. Isabella fortæller efter scullerløbet, at det var sjovt men svært i modvinden. Da jeg skulle ud fra broen kunne jeg slet ikke ro nok, så jeg havnede i sivene og blev lidt bange. En (Jacob Barsøe) sprang i vandet og skubbede mig fri og derefter roede jeg over mod den anden bred (Parnassiden), hvor jeg roede ned mod starten. Jeg roede scullerløbet – det var sjovt men svært. Senere roede Freja og jeg db.sculler og det var rigtig svært at følge hinanden.
En meget nervøs mor stod og så pigerne ro! Det er længe siden, at jeg har været så nervøs!
Frederik Nielsen, Sorø: Jeg glæder mig mest til db.sculleren, som jeg har trænet noget. Senere skal jeg ro d.firer sammen med nogle kammerater, som jeg plejer at ro med. Det bliver dejligt med nogle medaljer! Den største oplevelse: at ro hurtigt!
Asbjørn Bay, Bagsværd: Gik omkring på forpladsen med et tæppe om sig. Asbjørn skulle starte 2 gange. Efterfølgende fortalte Asbjørn, at det var sjovt og at han helt sikkert vil prøve det igen – prøve at gøre det igen til den store guldmedalje. Asbjørn vandt nemlig 2 sølvmedaljer.
Line Bjerregaard, Sorø: Det var en stor oplevelse bare at ro med. Den allerstørste oplevelse var at vinde medaljer!