Foto: SDL

Slaglille-Bjernede Forsamlingshus
Bjernedevej 13
4180 Sorø
Tlf. 57 84 50 66

Følg forsamlingshuset på Facebook

Samler lokalsamfundet
Alle har brug for et sted at høre til. Og traditionelt har forsamlingshusene overalt i landet været et af de steder, som lokalsamfundet har samlet sig omkring. Overalt i byer og landsbyer var der i de gode gamle dage forsamlingshuse, som var i brug til hverdag og fest.

I vor tid, hvor der er let at komme fra sted til sted, og hvor vi ikke er så afhængige af hjælp fra hinanden, har vi oplevet at både landkøbmanden, kroen og forsamlingshuset har haft svære kår. Uden opbakning fra lokalbefolkningen til disse steder, bliver de blot bygninger uden indhold, uden sjæl.

Heldigvis er der mange steder i det ganske land, hvor forsamlingshuset har bevaret sin tilslutning og betydning, og nogle forsamlingshuse har endda stor betydning, fordi de er fulgt med tiden.

Den aktive del af befolkningen i de to charmerende landsbyer Slaglille og Bjernede, som ligger mellem Sorø og Ringsted, har sagt til sig selv, at hvis landsbyerne fortsat skal udvikle sig og være attraktive for tilflyttere at slå sig ned i, så SKAL der være liv og tilbud om et stærkt sammenhold.

Sammenhold har der altid været i de to byer hver for sig, men heldigvis har der også altid være den kultur, at man har stået sammen i Slaglille og i Bjernede. Det gælder også omkring Forsamlingshuset på Bjernedevej.

Foto: SDL

Historie og indretning
Slaglille-Bjernede Forsamlingshus har en historie, som er flettet sammen med de to byers historie. Forsamlingshuset blev opført i 1907 af tømrer H.P. Olsen fra Slaglille. Siden da er forsamlingshuset blevet moderniseret af flere omgange.

Det er i dag opdelt i to sale på henholdsvis 50 m2 og 90 m2, der er adskilt af en stor skydedør. Der er et stort køkken med gasovn, elovn, opvaskemaskine og stor kaffemaskine.

Der er gode toiletforhold samt et nyetableret handicaptoilet. Og da der er sørget for en handicapindgang, er det et forsamlingshus, der lever op til de nyere krav om fuld tilgængelighed for alle besøgende.

Et hus til hverdag og fest
Forsamlingshusene stod i sin tid for en ægte dansk kulturtradition, hvor man kom sammen til faste arrangementer i familien, og mange foreninger og klubber havde deres aktiviteter i og omkring forsamlingshuset.

Sådan har det også været i Slaglille-Bjernede, og sådan er det stadigvæk. Det er muligt at leje forsamlingshuset, hvis man er medlem af foreningen, som står for driften af forsamlingshuset.

Dette fine tilbud benytter mange sig af, og de to store lokaler (som kan samles til én stor sal) kan sættes op til både fester og foredrag. Der kan dækkes op til spisning eller uden borde til ”bal i den borgerlige”.

Når forsamlingshuset lejes, er der stort set alt til festen hørende i huset. Der er klare og tydelige regler for leje og benyttelse af forsamlingshuset, og som en ekstra service kan der anvises en kogekone til arrangementer og fester.

Indsamling
For at holde et forsamlingshus levende og klar til brug, skal der være orden i sagerne. Der skal være en gruppe borgere, som vil ofre en del af fritiden både på bestyrelsesarbejdet og de praktiske ting, der skal klares i og omkring huset. Og så skal der skabes en god økonomi, for at holde et samlingssted som Slaglille-Bjernede Forsamlingshus i gang.

Når huset lejes ud, kommer der lidt penge i forsamlingshusets kasse, men det, der for alvor er med til at bære finansieringen, er loppemarkederne. Heldigvis er forsamlingshuset kendt i vide kredse for sit fine loppemarked, og på den måde, og ved fælles indsats, kan det fortsat lade sig gøre at have et herligt forsamlingshus i Slaglille-Bjernede.

 

Foto: Jeanette Bernholm


sølvpartner