Af Rikke Bach Nielsen (A)
Jeg vil starte med Anker. Eller lad os sige ved ankeret.
Anker var indbegrebet af den solidaritet, det sammenhold og det hensyn til de svageste, som stadig er drivkraften i arbejderbevægelsen i dag. Sådan udtalte LO formand Lizette Risgaard i forbindelse med hans død i år.
Lad os hylde Anker ved at kæmpe for solidaritet og sammenhold.
Hvad skal vi stå sammen om?
Vigtigst af alt skal vi stå sammen om at bekæmpe fordæktheden, den fordækthed vi kender alt for godt fra den offentlige sektor.
Der, hvor vi har mistet vores mod, da skal vi hjælpe hinanden med at turde stå op mod fordæktheden, mod den strømning af New Public Management og Positiv psykologi, der får mennesker til at tro, at bare de fortæller den gode historie, så er alt godt.
Den dårlige historie er simpelthen gået af mode, men den dårlige historie, er jo den, vi lærer af. For cheferne er Positiv psykologi en gevinst af de helt store, for så kan man tillade sig, hvad som helst, hvis det bare kommer i en pæn indpakning.
Og så bliver vi ramt af den der lidt grimme smag i munden, at vi er nogle utaknemmelige skarn, når vi ikke jubler.
Effektiviseringerne effektiviserer ikke altid noget som helst. Vi skal stå sammen og hjælpe hinanden med at turde ytre os, så politikerne forstår, at de jo bare kan sige sandheden, hvis noget skal ændres. Sandheden er ilde hørt, siger man. Sikke noget vås. Sandheden er ikke ilde hørt, hvis det, der skal siges, siges ordentligt og med gode hensigter.
På denne kampdag vil jeg kæmpe mod fordæktheden.
Som arbejder mister vi modet, hvis vi bliver mødt med kravet om effektiviseringer hele tiden. Vi løber bare stærkere og leverer ringere kvalitet, og det går ud over vores faglige stolthed. Eller optimeringer, der slet ikke optimerer noget, men som ofte medbringer kravet om bedre resultater. Og selv om vi gør vores allerbedste, så er det aldrig godt nok. Og politikerleden stiger i takt med fordæktheden. Og alt for få råber op og siger STOP; for så får vi skudt i skoene, at vi ikke vil udvikle os. ”Jamen, du skal også altid være sådan en, der modarbejder”. Og det er forbudt at kritisere kommunen. For kommunen gør sit bedste. Men gør den nu også det?
Og vi, politikere, skal blive bedre til at tale værdier. Hvad er vores inderste drivkraft? Og så gå efter det. Ofte ser man politikere, der kæmper mere for selve magten – end for værdierne. Og vi bliver usikre på, hvad den magt skal bruges til? Så vi tvivler? Vil de os noget godt? Er der en skjult dagsorden? Det må der næsten være, tænker vi.
Vi skal blive meget bedre til at bakke hinanden op i bekæmpelsen af fordæktheden. Hvis vi bliver mødt med inklusion i vores skoler, fordi det er til alles bedste, at alle bliver inkluderet. Så skal vi bakke ham op, der råber højest om, at inklusion er en spareøvelse – OG hvorfor siger cheferne ikke bare, at det er en besparelse. En skovl bliver jo ikke til en bil af at kalde en skovl for bil, vel?
Og inklusion i skolen er ikke til alles bedste – det er ikke en gang til kommunekassens bedste, for aldrig har så mange unge mennesker haft så mange depressioner og diagnoser, som nu – og når man prøver at inkludere for at spare, så sparer man ingenting.
Fordæktheden fratager også politikerne deres troværdighed, og hvis vi taber den, hvad har vi så tilbage?
Jeg vil kæmpe for sammenhold. Vi skal lade være med at pege fingre ad hinanden, hvis vi er kritiske.
Lad os stå sammen på denne kampdag. Huske hinanden på, at fordæktheden vil bedrage. Og vi vil ikke bedrages mere.
Rigtig god 1. maj.
