Af Ulla Krüger Hvid, Sorø Roklub

I sne og kulde blev sæsonens første dyst på 6 km i Odense udkæmpet. Roklubben som sidste år var udsat for groft hærværk og nedbrændte, er ved hjælp af store frivillige kræfter under genopbygning med Formand Michael Vindinge Sørensen i spidsen.

Sorø-roerne i aktion på Odense kanal
Sorø-roerne i aktion på Odense kanal

Vejrforholdene gjorde det til en udfordring for både arrangører og roere, som først måtte ro op til 4 km mærket grundet vinden, men blev derefter sendt tilbage til 6 km starten. Ikke den bedste indledning for især pige singlescullerne som altid sendes sidst af sted.

Bådene sendes af sted med 30 sek. mellemrum i en lind strøm, de første 2 km. i god medsø hvorefter ruten svinger i havneløbet og vinden skifter til side/modsø.

Lørdag sammenlignes alle klasser på tværs i prognosetider, på baggrund af verdensrekorden på 2.000m som er ganget op til 6.000m. også kaldet Odense Cup. Ekstra udfordring for letvægterne er at man kun kan stille op i tung klasse her, så tidligt på sæsonen.

Resultaterne lørdag lover godt – ikke mindst for de roere som skal forsøge at komme til Junior samt U23 VM senere på sæsonen.

I år var der oprettet særskilte løb i mastersklassen, det var der desværre ikke mange som havde spottet men forhåbentlig støder flere deltagere til de kommende år. Der var dog masser af konkurrence fra roerne i de åbne klasser.

Senior
M2X Jens Graudahl nyoprykket i senior-klassen, havde sat sig sammen med Tim Antonie fra Lyngby og roede i 22.49.3 min. – nr 4 af 9.
W2X Astrid Steensberg havde sat sig sammen med DSR’s Emma Kiehn og de gennemførte i 23.29.4 min. – nr. 1 af 4 – (8. bedste prognosetid af alle).
W1X Ida Langkjær roede som nyoprykket senior i tiden 28.49.5 min. – nr. 11 af 13.

Junior
M2X Jacob Lillelund havde sat sig sammen med Roskilde’s Bastian Secher og de gennemførte løbet i 22.03.7 min – nr. 1 af 6 – (3. bedste prognosetid af alle).
M1X Jannick Wly Andersen som er meget ung i klassen, fik sin første 6km. I tiden 29.13.0. – nr. 5 af 5. Søndag roede Jannick med Malthe fra Næstved og opnåede en flot 4. plads af 7.
W4X Klara Christensen, Freja Holmark, Iben From roede med Cecilie Girke fra Fredensborg og gennemførte i 24.23.0 min. – nr. 1 af 2.
W2X Nanna Bech og Thea Lindblom roede et godt løb i tiden 27.05.8 min. – nr. 6 af 7.

Masters
M2- Bjarne Hjorth og Christian Mølvig vandt klassen i tiden 24.17.0 min.
M1X Uffe Søgård roede sin første 6 km. og vandt i tiden 26.10.8 min.
W4X Jane Steensberg, Ingrid Petersen, Anne Brehmer og Birgit Juel-Hansen roede sikkert hjem og vandt i tiden 25.51.2 min.