Sorø Rotary Klub støtter i år Julemærkehjemmet i Skælskør
Af præsident Carsten Christensen
Alt for mange børn og unge bliver overvægtige. Det er desværre både en stigende og en alvorlig tendens, for overvægten går ikke kun ud over barnets sundhed, men udgør også et alvorligt personligt og følelsesmæssigt problem for de overvægtige børn. Børnene risikerer nemlig at blive mobbet eller ignoreret af deres skolekammerater, og det kan være ødelæggende for børnenes selvværd og identitetsskabelse.
Heldigvis er der nogen, der gør noget for at afhjælpe problemet. Blandt mange gode tiltag er landets julemærkehjem nok de mest kendte, og dem, som har eksisteret længst tid. Men julemærkehjemmene kan ikke fortsætte deres livsnødvendige arbejde uden penge.
Derfor har Sorø Rotary Klub besluttet, at samle ind til Julemærkehjemmet i Skælskør i år.
Rotary er en unik, verdensomspændende organisation, der giver mulighed for menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og niveau. Og Rotary er endvidere for dem, som har engagement og overskud til at udføre et værdifuldt arbejde sammen med andre – for lokalsamfundet og for den internationale verden. Det er derfor i denne ånd, at Sorø Rotary Klub har besluttet sig for at støtte Julemærkehjemmet i Skælskør.
Vi har som mål at indsamle 40.000 kr. og har fået tilsagn fra Rotary Danmarks Hjælpefond om, at de supplerer vores indsamling krone til krone, dvs. i alt 80.000 kr. Vi har allerede indsamlet over 25.000 kr. (+ 25.000 kr. fra Hjælpefonden) fra en velbesøgt kirkekoncert samt lotteri m.v. og ser frem til mange gennem deltagelse i Sorø Byløb med kombinationen af løb og walk and talk vil støtte formålet.
Julemærkehjemmet ønsker sig en legesvævebane og udendørs fitnessredskaber, så det bliver både sjovt og alsidigt, når børnene skal tabe sig.
Hvis du vil være med til at støtte Sorø Rotary Klub med at indsamle penge til Julemærkehjemmet i Skælskør, så børnene kan gå til makronerne på en legende og sjov måde og samtidig tabe sig og få et bedre liv, kan du melde dig til Sorø Byløbs løbemuligheder eller støt ved at gå en Walk and talk.