Godt 3.000 mennesker var i Akademihaven lørdag den 11. august for at høre kongelige operasangere give smagsprøver på Det Kongelige Teaters repertoire i sæson 2012/2013. De fem sangere blev akkompagneret af Carol Conrad på klaver.

Sæsonen er rig på Puccini, idet man både kan opleve Madam Butterfly, Il Trittico og Tosca. I Akademihaven fik vi bl.a. lov til at høre Gitta-Maria Sjöberg synge O mio babbino caro fra Gianni Schicchi (en del af Il Trittico).

Händels Messias iscenesættes på Gamle Scene, og ved foden af Kinahøjen sang Gert Henning-Jensen Every valley shall be exalted, Elisabeth Halling sang How beautiful are the feet of them, og Johan Reuter The trumpet shall sound.

Fra Carmen, Bizets klassiker, der spilles på Store Scene, fik vi Carmens Sequedille, Blomsterarien og som aftenenes velvalgte finale, Toreadorsangen. Her fik det sommerglade publikum lov til at synge med på omkvædet, og som belønning for entusiasme i afviklingen af Carl Nielsens Den danske sang, gav de fem sangere et festligt ekstranummer fra Den Glade Enke.

Udover den kommende sæsons repertoire hørte vi i Sorø highlights fra Verdis Rigoletto og Mozarts Don Giovanni. Guido Paevatalu sang Champagnearien, og bemærkede at hvis man gerne ville holde sig i form, skulle man bare synge den hver morgen. Paevatalu var generelt en veloplagt konferencier, der både kunne binde aftenens numre godt sammen, voksenmobbe tenorer, sopraner og Johan Reuter og holde et vågent øje med de mange børn, som fjollede rundt ved scenekanten, når de ikke lyttede andægtigt til musikken. Der var småtilpasninger af programmet, f.eks. blev en af Puccini-arierne skiftet ud med Jeronimus’ arie fra Maskarade. Ikke noget dårligt bytte, stemningen ved Sorø Sø taget i betragtning.

Efter et par år med regn kunne vi glæde os over, at vejret denne gang var med os. Kinahøjen i Akademihaven er virkelig en smuk scene for musik og teater i det fri.

Johan Reuter, Carol Conrad, Guido Paevatalu, Elisabeth Halling, Gitta-Maria Sjöberg og Gert Henning-Jensen

Guido Paevatalu
Johan Reuter

Elisabeth Halling
Toreadorsangen

Billederne er taget af Sorø Reklame v/Ashley Brereton.