Sorø Bymidteprojekt inviterer borgere, kunstnere, designere, håndværkere og andre kreative kræfter til at udvikle nye idéer til vejvisning i Sorø. De bedste forslag skal bygges som prototyper og afprøves i byen.

Sorø er fuld af oplevelser, kultur, natur og særlige steder. Men hvordan hjælper vi flere med at finde dem?

Det spørgsmål ønsker Sorø Bymidteprojekt nu hjælp til at besvare gennem en åben konkurrence om ny vejvisning i, ind til og ud af Sorø Bymidte.

Målet er at udvikle vejvisningsløsninger, som både hjælper mennesker med at finde vej og samtidig fortæller noget om byen og dens særlige kvaliteter.

“Vi håber at få mange forskellige bud på, hvordan vejvisning kan være mere end skilte. Det kan være løsninger, der gør folk nysgerrige, skaber oplevelser undervejs og forbinder byens kultur, natur og hverdagsliv,” siger projektleder Oleg Koefoed.

Konkurrencen er åben for alle. Det kan være borgere med lokalkendskab, kunstnere, designere, studerende, håndværkere eller andre, der har en god idé og lyst til at bidrage.

Forslagene skal være konkrete og kunne realiseres som midlertidige prototyper, der kan testes i byen. Det kan være klassiske skilte med et nyt greb, markeringer i byrummet, lys, digitale løsninger eller andre kreative former for vejvisning.

Fakta:
• Konkurrencen handler om vejvisning i, ind til og ud af Sorø Bymidte
• Dit forslag skal sendes til bymidteprojekt@soroe.dk senest den 10. august
• Fra den 30. juli tilbyder projektgruppen sparring til deltagere, der ønsker at udvikle deres idé yderligere.
• Udvalgte forslag udvikles og testes som prototyper i byen

Læs mere her: Vis vej i Sorø | Sorø Kommune

Foto: Dit Sorø

Dato: 10-08-2026
Sted: Sorø Bymidte

Del gerne dette