Af Bjørn Dahl Lumholt
Det er eftermiddag i Sorø klosterkirke, og det vælder ind med lys fra den skinnende sol og nysgerrige tilskuere. ”Tuba og klaver” – hvorfor dog det? Det er jo ikke så tit, man hører tuba, hvis ikke man er til koncert med et symfoniorkester. Men isoleret, og så i en stor kirke.
Tubaisten Ricardo Carvalhoso og pianisten/komponisten Johan Hugosson træder ind på kirkegulvet. Man kunne næsten regne ud, hvem der spillede hvad. Måske fordi en af dem holdt en stor tuba. Men en anden detalje var de to herres anatomi: Den ene var vældig bredskuldret til at bære det moderne symfoniorkesters tungeste messingblæser. Og den anden herre var tydeligvis pianist og havde fingre som jernbaner og dampmaskiner, som H. C. Andersen skrev om Franz Liszt.
De sætter første tone an med Henry Eccles g-mol-sonate, som originalt er skrevet for violin. Jeg frygter, at tubaens brummen synker i den enorme kirkeakustik. Men det gør den ikke – den svømmer, og laver prægtige ringe i vandet imens. Ricardo Carvalhoso tager publikum med ned i det dybe hav af tubaklange, og dér finder vi et smukt koralrev.
Til Sorø Internationale Musikfestivals åbningskoncert var Eskær-trioen forbi med kammermusik med cello og violin i sammenspil med kirkens Steinwayflygel. Det var som at høre tre delfiner konversere lifligt. Hvorimod tubaens tyngde og monumentale lyd var som en hval – alligevel flot i sammenspil med steinwayflygelet.
G-mol-sonatens hjerteskærende ”Grave”-sats indviede publikum i den rige kontrast af den solbeskinnede kirke og de dunkle tubaklange. Desuden var den lyriske ”Adagio”-sats opført så godt, som en stryger kunne have præsteret det. Tubaen fik det til at synge på en særlig måde.
Apropos det dybe hav startede vi også dybt i musikhistorien med musik af barokkens knap så kendte Henry Eccles(1670-1742), som er en engelsk komponist og violinist, der tilbragte meget af sin tid i Frankrig. Så til den mere berømte Bach, uddrag fra cello suite nr. 2. Det er jo vanskeligt at spille tidlig musik som tubaist, da der ikke blev produceret så meget for tuba dengang. Nok fordi tubaen først blev opfundet i 1835.
Der er det vidunderlige ved Bach-cellosuite på tuba i så stort et rum, at han løste manglen på strenge. Bach skriver jo i hans cellosuiter to toner på samme tid, da det er muligt at spille på to strenge på en gang på et strygerinstrument. Tubaen spillede en tone i et register og hurtigt efter en tone i et andet, og rummets efterklang gestaltede stadig tydeligt den første tone, han havde spillet.
Til publikums overraskelse improviserede Johan Hugosson et interludie undervejs. Johan Hugosson er som tidligere nævnt komponist så vel som pianist og havde et originalværk med for tuba og klaver. Det hed Hot Pulse og var en gryderet af genrer: Latin såvel som klassisk og jazz. Fede energier og ekvilibristiske tubaløb.
Da koncertprogrammet trådte ud af den dybe barok og frem i tiden, tubaens tid, med Shostakovich, Johan Hugosson og den australske Stuart Greenbaum kom der mere tubateknik. Vildt lyse tubatoner der kunne mærkes som en dirren i panden, og vældig dybe toner der fik kirkegulvet til at skælve. Teknikker og højder man måske ikke lige regnede med, at tubaen kunne formå.
Som encore spillede de en smuk tango med elegante sekvenser og opfindsomme drejninger. Herligt med fokus på tubaen og komponister der kan spille deres egne værker.
Sorø Internationale Musikfestival præsenterer koncerter hver onsdag i juli og august. Se hele programmet her:
Forside – Sorø Internationale Musikfestival
Pressefoto
