Hvad er en jættestue, og hvordan har man overhoved kunne bygge den slags uden kran og maskiner? Hvorfor ligger gravhøjene lige netop her? Hvad har man lavet af i bondestenalderne og hvor lang tid siden er det i grunden?
Det og en hel masse andet blev undersøgt da Kongskilde Naturklub tog turen til Stridsmøllehuset nær Bavelse sø. Her ligger der nemlig flere gravhøje og den ene kan man komme ind i.

I Naturklubben deltager hjemmebørn i Sorø, dvs. børn der bliver passet eller undervist hjemme. Der var et stort fremmøde af børn i alle aldre, som hurtigt fik delt sig op i mindre grupper, der gik på opdagelse i de mange spændende aktiviteter, som naturvejlederne havde forberedt.

Der var bl.a. en tidslinje, hvor børnene kunne placere historiske fænomener fra istiden til nutiden. De kunne også prøve kræfter med at kværne korn til mel og kreere figurer af ler til ære for guderne. Snitte i træ med flintesten, lytte til naturens lyde, bladre i en masse spændende bøger om stenalderen og meget mere.

Stridsmøllehuset og jættestuen er i høj grad et besøg værd. Husk man må aldrig klatre i halmballerne, da det er meget farligt, hvis de vælter.

Følg Kongskilde Naturcenter og se alle deres aktiviteter på Facebook.

Foto: SDL